Bloggen har holdt pause fordi jeg var nød til at have min søn i jorden, før jeg kunne fokusere nok til at skrive noget sammenhængende. Men i fredags blev vores søns urne sat ned i sin grav på Assistens kirkegården. Det er en lang historie som starter her med et indlæg, jeg skrev om død FØR den ramte vores familie igen. Det var i slutningen af juli 2019, mens jeg stadigt troede at døden havde givet mig en midlertidig time-out: Dvs at der ikke var flere der skulle dø fra mig, sådan lige nu.

Men sådan spiller klaveret som bekendt ikke. Jeg lover dog at vi denne uge ender positivt, selvom de næste par indlæg her på bloggen bliver kras læsning. Man kunne få den tanke at selveste Skæbnen læste med mens jeg skrev og tænkte: Sikke klog du dog er – now walk the talk, sister.

Men her er hvad jeg skrev INDEN min 3. søn døde:

Af og til bliver jeg spurgt om jeg ikke er bange for at miste mit barn og svaret er ’jo, hele tiden’. Jeg har min doptone med på ferie og weekendtur så jeg lige kan lytte hjertelyd, hvis jeg bliver nervøs. Og det bliver jeg tit, for ikke at sige i et væk. Død er noget væmmeligt uigenkaldeligt lort.

Så hvad har jeg lært af at miste min første søn midt i graviditeten i 2010 og min far i 2014 – ja ham der fra sidste blogindlæg, jeg ligner på alle måder?

Indtil foråret 2010 var døden i mit privatliv forbeholdt meget syge gamle bedsteforældre. Men så døde vi ellers 3 generationer på 14 dage: Den 28/4-10 fik min dengang 60-årige far hjertestop i eget hjem, vores ufødte, første søn døde i min mave 10 dage senere og jeg havde en nærdødsoplevelse efter hans fødsel 13/5-10 i forbindelse med at jeg mistede halvdelen af min blodvolumen.

En snarrådig sygeplejerske (én af min fars talrige veninder) på besøg reddede min far med at ringe 112 og påbegynde en effektiv genoplivning indtil ambulancen kom og stødte ham i gang igen. Han var klinisk død i 5 minutter, men blev behandlet kærligt og professionelt på OUH og fik 3 år mere på denne jord, uden ret meget hjerneskade.

Jeg fødte vores døde barn på Herlev med min mand og vores skønne jordemoder Merle. Jeg var midt i graviditeten (uge 17) og vores dreng var lille, rød og grim – men lignede vores 2 andre børn som babyer, mig og min mand. Han havde mine hænder og min mands grimme firkantede fødder. Han var alt på én gang og hvor jeg havde håbet at føde et relativt anonymt foster, som jeg kunne skubbe væk under overskriften ”spontan abort” måtte jeg se i øjnene at jeg havde mistet et barn. Vores barn. Vores førstefødte søn. Et meget lille menneske, men stadigt et rigtigt menneske.

ØV – jeg kunne klart bedre lide spontan abort-ideen.

Jeg tegnede ham, som jeg havde tegnet massevis af andre menneskers døde børn i mit job som medicinsk tegner. Jeg holdt ham, så ham og tog ham ind. Vi pakkede ham ind i en hvid babytrøje og puttede ham i en lille mahogni-æske med elefanter på, vi havde købt på en ferie på Bali. Han var for lille til at blive officielt navngivet, men vi kaldte ham Emmanuel.

Mens jeg sad der med kisten/æsken, nogle timer efter fødslen, blev jeg dårlig og pludselig forsvandt fødestuen på Herlevs fødemodtagelselse I3. Min sidste tanke, inden jeg besvimede, var at jeg ikke måtte tabe kisten med det lille skrøbelige barn på gulvet.

Herefter tilbragte jeg 8 himmelske minutter i kridhvidt knitrende lys og enorm lykke i mit eget soveværelse. Jeg så alle detaljerne der: Sengetøjet, efeuen på muren overfor, gardinerne med de grønne blade på – min ugravide krop i sengen. Jeg var helt klar i hovedet og veltilpas, syntes jeg, og havde glemt alt om min lille søn med de lukkede øjne. Så blev jeg dårlig og en masse mennesker kom farende ind i mit soveværelse og rev i mig – jeg var forvirret og blev bange: Åh nej, tænkte jeg, her er brand, jeg er røgforgiftet – derfor kommer alle de mennesker, for at hente mig ud og derfor har jeg det så underligt. Pludselig forsvandt lyset med en mærkelig lyd og jeg vågnede igen i den mørke fødestue med min lille søn i sin kiste på sengebordet ved siden af mig. Jeg var voldsomt utilpas og ulykkelig, med et antal drop i begge arme, men heldigvis i fornemt selskab med en dygtig Herlev-jordemoder og anæstesien.

Så far og jeg overlevede den runde. Kun Emmanuel forblev død, udenfor rækkevidde af al behandling og ekspertviden. Jeg tror dog fuldt og fast på han mærkede vores umådelige kærlighed og sorg over at miste ham, der hvor han var.

Mens jeg strøede vores søns aske ud i Øresund, sammen med min familie og kærlige venner, var jeg ikke mange sure sild værd. Og der gik MEGET lang tid, før jeg har fandt noget der minder om en mening med det forår. Og jeg ville hellere have det aldrig var sket og jeg i dag havde en dejlig dreng på 9 år. Hvis jeg kunne bytte, ville jeg hellere se lidt mindre mening med tingene og have Emmanuel som et levende barn.

Men jeg  tænker nogle gange på hvordan døden beriger mit liv. Den tager, den forringer, den ødelægger og den knuser. Og…..ud over alt det: Nogle gange puster døden liv i livet.

Min fars kærlighed til mig var så fast lukket og gemt indeni ham, at kun det at stå ansigt til ansigt med døden maj 2010 fik den frem.

Når en forælder ikke formår at elske sit lille eller voksne barn fuldt og helt er der som regel mange årsager. Det var der også her. Min far var der nogle gange i vores første 37 år i samme familie, men ikke altid. Mens jeg selvfølgeligt tilbad min sjove, glade og temperamentsfulde far, som både kunne være fjern og sur men også kunne fjolle, lave varm leverpostej og grine indforstået, når jeg fortalte anekdoter.

Men efter fars tur i den mørke tunnel brød en betingelsesløs faderkærlighed frem, som solen bag en sky i tykke lysende stråler af velsignet varme og lys. Min far vågnede på VITA, en intensivafdeling på Odense sygehus og opdagede han var blevet far til en sund og rask (37 årig) datter på 183 cm og 70 kilo (endda en træt 3.gangs gravid datter). Foruden min søster.

Han var mere stolt og lykkelig over mig der, som 60 årig, end han var som 23 årig nybagt far, da jeg kom til verden på fødselsstiftelsen d 24/1 1974, hvor han flirtede lidt med jordemoderen og gik hjem og drak sig i hegnet med vennerne (som endda var så frække at tage nedenstående billede af ham efter han var gået i brædderne). Han blev en helt anden og meget bedre far de sidste år han levede, foruden en fantastisk morfar.

(– mens far fik en tår over tørsten fik jeg også noget at drikke hos min mor, heldigvis brystmælk, men desværre var det før hud-til-hud-dogmet havde holdt sit indtog)

Min nærdødsoplevelse efter Emmanuels fødsel gjorde mig stærkere end nogensinde. Men det tog sin tid at nå dertil. I første omgang var det bare endnu en omgang forvirrende L.O.R.T ovenpå endnu mere L.O.R.T

Ved fars 2. og definitive død i 2014 blev jeg familieoverhovedet (sådan forstået at jeg er den ældste i min blod-linje) og jeg rankede mig og tænkte, “så skulle da fanden, nu vil jeg til at blive behandlet med AL den respekt jeg fortjener”. Jeg stod op og fik en hel kirke til at synge Nic og Jays “Ocean of you” til fars bisættelse.

Døden er altid shock, lidelse, sorg, sorg og mere sorg, savn, hovedpine af at græde, kvalme af vantro.

Og det er grimt og væmmeligt. Det dødfødte lidt opløste babyansigt og de der løse kranieknogler – hvad sker der for dem? Min fars smukke hænder, ikke mere velkendte, men hævede og stive, den der umulige nuance mellem gul og lilla han fik, som alle døde får. Min svigerfar, som efter bedste hollandske tradition lå lit-de-parade 6 dage hjemme i sin egen stue på en køleplade, trods alt lugtfri men gul, indtørret og mildt sagt ikke for køn. (bliv ikke nervøs: I får først billederne en anden gang)

Adr

Suk

Hulk

Men inde i døden er et kim, en spire af livet, en vej til noget nyt. Noget smukt, jeg aldrig kunne se lige midt i situationen, men oplevede senere. Som ikke kunne være sket uden dødens magi.

Og det med at bevidstheden om det sårbare nu får mig til at nyde den daglige trummerum med børnene lidt mere, ikke have ALT FOR dårlig samvittighed over det arbejde og pligter, jeg udsætter.

Jeg ved, hvad der forbliver i mit hjerte: Øjeblikkene med de mennesker, jeg elsker. Så jeg kaster mig ud i den besværlige øvelse, det er at sætte ordentligt pris på dem og tage tid og rum til at påskønne livet lige nu.

Om et par uger fortsætter vi perlerækken af tabuer med hvordan det så gik for sig, da vores 3. søn Vidar døde 31/7-19, lige efter han havde opnået den eftertragtede status som levedygtig.