Kan man fuldt lovligt rejse til Rusland midt i en pandemi?
Vi sluttede sidst i november 2019, hvor spørgsmålet var hvornår jeg kunne komme af sted igen til en embryontransfer (opsætning af foster). Inden min livmoder var healet op indeni kom covid-19 og satte alt i stå. Først et ¾ år senere, i august 2020, kunne jeg komme afsted til et check af min livmoder, som fanme igen havde dannet en uregelmæssighed i ventetiden. Jeg har sagt det før (se Hvordan overlever man langvarig usuccesfuld fertilitetsbehandling med humøret (overordnet) i behold?) men få nu dine børn i yngre alder, hvis du kan. Da jeg var yngre lavede min livmoder ikke obskure muskelknuder og cyster på samlebånd.
Fucking besvær & Vedholdenhed
Historien starter allerede i juli, hvor jeg kan konstatere det er et FUCKING besvær med Rusland, visum og fly…..jeg kunne ikke engang tage mindstedatteren på 9 år med, som jeg ellers havde lovet hende. Men jeg lovede mig selv en god champagne, når jeg endeligt sad i flyet. Ja dream on. Hele tiden måtte jeg huske mig selv på at vedholdenhed (persistence, tenasity, sustainability) som er den vigtigste egenskab for at komme godt gennem livet. Men som dagene gik følte jeg mere og mere jeg deltog i det uofficielle danmarksmesterskab i stædighed (læs mere i næste blog).
Hele visumansøgningen blev i Norge, fordi jeg arbejdede der til ugen inden jeg skulle rejse. Min arbejdsplads, fødeklinikken, sang på sidste vers og jeg havde søgt ind på psykologi. (se Hvad er ligheden mellem jordemødre og burhøns?). Jeg havde bestilt 2 scanninger i Oslo – 3 gange så dyre som i København, men forhåbentligt 3 gange så gode.
Den tømmermandsramte ufrivillige Dora the explorer
Utroligt nok faldt alt på plads og dagen inden jeg skulle rejse, holdt jeg en ordentlig sviner af en havefest for at fejre, jeg var kommet ind på psykologi på KU. Det var en smuk sommeraften, en del venner kom og denne enhjørning pinata måtte lade livet for held og lykke på uddannelsen. Desværre fik jeg også indtaget et stort antal hjemmefrosne margarithas.
Jeg tog afsted med slemme tømmermænd kl 5 efter 2 timers søvn, for hey kl 18 samme aften kunne jeg lande på mit yndlingshotel i Sct Petersborg, i en kølig seng send med sprøde lagner.
Not.
Jeg stod i Stockholm senere på dagen, fuldkommen stegt, klar til at tage det fly til Sct Petersborg, min fertilitetsklinik har chartret. Pludselig forsvinder flyet fra tavlen og viser sig at være COVID-aflyst og jeg sidder strandet i Stockholm. Bedste bud fra klinikken er at flyve videre til Helsinki, overnatte der og så prøver klinikken at hente alle os patienter i Helsinki næste morgen med bus.
Jeg bookede fly, hotel i Helsinki og aflyst første nat i Sct Petersborg og afventede spændt, at der kom nogen med en medalje OG en stor kop soya latte double shot til mig, men det skete ikke. I stedet fik jeg besked om at så vel mig, den tømmermandsramte ufrivillige Dora the explorer og de andre fertilitetspatienter kunne komme med en bus fra Helsinki til Sct. Petersborg allerede ved midnatstid, dvs. fremme om morgenen. Så bevægede jeg mig til Helsinki, men opdagede til min store sorg at onboard serveringen var aflys pga. en vis virus. Ingen champagne.
Chaufføren i Helsinki var ualmindelig sur og kunne hverken andre sprog end russisk, eller, viste det sig hurtigt: KØRE BUS. Kort efter afgang på den finske motorvej kørte vi ned i et hul i vejen, så bussen lavede et overbevisende flyve-hop og er ved at vælte. Der lugtede af overophedet blender. Chaufføren gik ud af bussen, checkede, hamrede og bankede lidt, kørte 500 m, stoppede op og checkede, hamrede og bankede igen. Han glemte ikke at ryge et par hjemmerullede ved hver runde.
Mine ben var ca. 30 cm for lange til sæderne i bussen hvilked er een af mange årsager jeg sjældent kører i bus, slet ikke 9 timer af gangen natten over.
Omgang 4 og 5 er udendørs. Klokken er blevet 4:15 og temperaturen er omkring 5 grader. Folk som har været mindre forudseende end mig, stod og klaprede tænder i sommerkjoler og klipklapper.
Heldigvis nåede jeg ikke at få en blodprop i benet før vi lidt i 3 ramte den finsk-russiske grænse, hvor der selvfølgeligt skulle vækkes, ventes og vises pas i 5 langtrukne omgange. Alle de andre sad med deres pænt ud printede COVID-19 svar, men dem ville ingen se før i sidste omgang. Det var meget godt – jeg havde i tømmermandstågen glemt mine papirer i kufferten. Da jeg skulle fremvise dem og ikke kunne umiddelbart, var det lige meget.
Til gengæld skulle vi udfylde nye papirer i omgang 3.
Kl 5:30 var vi færdige og halvvejs på turen.
2 havde ikke papirerne i orden og måtte blive for at blive sendt hjem igen.
3,5 time senere, kl. 9 nåede vi udkanten af byen, og så små to timer og forrygende taxitur efter var jeg fremme efter 30 timer undervejs til et sommerligt Sct. Petersborg.
Sommer i Sct. Petersborg
Indtil videre har mine ophold foregået i utrolige mængder sne, smat og is, hvor selv meget små og ultrafeminine russere måtte ned på flad støvle, for ikke at brække arme og ben. Russiske kvinder er ikke så høje, super søde og hjælpsomme, men lidt generte. En dag skulle jeg så IKKE på en lang turist tur, som kaldte på eccosandaler, men bare svinse-svanse ned for at tage en metro til stranden. Så røg der selvfølgelig 12 cm hæle oven i de 183cm.
Så var det jeg opdagede jeg noget sjovt: Russiske kvinder er ikke vant at man hviler i sin højde, for jeg er flere gange blevet stoppet af meget generte kvinder som først på russisk (jeg ligner åbenbart en meget høj russer) og så på interimistisk engelsk roste min kombination af ekstraordinær højde og høje hæle. Jeg er aldrig før blevet tiltalt på gaden af fremmede kvinder herovre. Jeg er heller ALDRIG blevet rost for kombinationen højde+hæl, KUN fået flabede & sjofle kommentarer af (især små) mænd i samtlige de lande jeg nogensinde sat foden i minus Finland. Jeg tænker, det er noget med, at de russiske damer ønskede at vise påskønnelse overfor kvinder, der står ved hvem de (og hvor høje) er og ikke bøjer nakken.
Således opløftet nåede jeg Trubetskoy bastion stranden ligger midt i Nevafloden. De har kylet et antal kubik-tons sand ud, men man må ikke bade da floden er både dyb og forurenet + der er stærk strøm. Det hindrer absolut ikke de russiske børn i at bade og det det med at pakke ungerne ind i vat ligger tilsyneladende ikke så meget til russerne. De er hellerikke ligefrem pyldrede over eget helbred, her tænker jeg ikke på vodka, men på at kun ca 10% bruger ansigtsmaske/mundbind i metroen, selvom det er påbudt pga Covid. Af de 10% hænger de fleste mundbindet nonchalant fra det ene øre, så de bedre kan trække vejret.
Ingen havde advaret mig om at de fyrer en kanon af kl 12, så da der lød et enormt brag lettede jeg 10 cm fra stranden af skræk. Russerne ignorerede det med deres sædvanlige Stoneface, der var ikke engang nogen der grinede af mig.
Jeg var så glad for jeg tog derud, for hotelværelset føltes pludselig meget lille og det samme gjorde min glæde og mit håb. Jeg var så nervøs for hysteroskopien (undersøgelsen af livmoderen) og bedøvelsen (se Retur til Rusland)
Smøger & Zzzzzzzzz
Inden hysteroskopien skulle jeg til undersøgelse hos en russisk almen speciallæge. Vi var nede af alverdens kringlekroge på meget gebrokkent engelsk, om hvorvidt jeg lavede brystundersøgelser regelmæssigt og hvad min fars cardiomyopati præcis skyldes, før lægen i opdager jeg har lidt arvæv på lungerne. Jeg mener det kommer fra en pre-covid dobbeltsidig lungebetændelse vinteren 2016 og mine 14 år som storryger. Ja der var en gang hvor den slags uvaner fint kunne kombineres med jordemodergerningen, såvel hjemme- som sygehusfødsler, tro det eller lad være. Så stirrer lægen fuldstændig forfærdet på mig og spørger “jamen har du røget???” som om det var det mest utrolige han havde hørt den dag. Jeg bliver henvist til udbredt røntgen af thorax inden embryotransferen NÆSTE gang. Jeg fik faktisk et anfald af dødsangst, som jeg ellers ALDRIG får, også fordi jeg hader at skulle i fuld bedøvelse og sejle rundt mutters alene i en fremmed by….
Jeg fik atter et skud Propofol og røg i dejlig orange tåge og ellers ligesom at dø. Virkeligt rart. Men det er ligesom sidst, jeg vågner da op efter anæstesien, men kun til et bestemt sløvt, morfinrus-agtigt niveau. Så lettede tågen ikke rigtigt mere og jeg vidste stadigt ikke rigtigt hvad jeg hed eller hvad planet jeg var på. Langt borte kan jeg høre russiske sætninger og dyyyybe suk fra anæstesi-damerne, som er venlige, men synes det er meget mærkeligt.
De er så søde de russere, men har været så optimistiske at planlægge den lægesamtale lige efter operationen…….Og igen 2 x ketogan til natten – sygeplejersken stod fast på at det er PRÆCIS det samme som ipren, så det kan jeg roligt tage. Det følte jeg dog ingen trang til da det snurrede i hele kroppen og der var en massiv tåge i hovedet på mig, trods 3 kopper the og 2 velvoksne espresso’er.
Heldigvis er lægen tålmodig, hr Ingversen med på Skybe, så han senere kunne genfortælle mig at de bare havde fjernet en lille polyp i cervikalkanalen. Kun polyp – exit – slimhinden var åbenbart fin, meget mærkeligt, jeg har kun hørt alle tale trash om den slimhinde ud fra scanningerne…
Tro det eller ej, jeg tog OGSÅ bussen hjem
Jeg var afsted en uge, da klinikken lige havde brug for lidt betænkningstid mht til hvordan de skulle få alle deres patienter HJEM igen. Heldigvis havde jeg tiden og jeg malede en masse, sejlede på kanalerne, lå på stranden (BUUUM kl 12, HVER dag) og tog til Petershof udenfor byen. Men få dage inden universitetet startede kørte bussen igen den anden vej. Efter 200 m, virkede gearskiftet godt nok ikke og vi stod stille, men så lidt efter kørte vi da. Det allerbedste: jeg fandt et vegansk konditori på afgangsdagen og købte 4 raw food konditorkager, som jeg spiste ud over natten….det hjalp meget på de der 10 timer i bus. Klinikken havde sendt en stakkels sygeplejerske med for at nogen kan russisk og kan rede trådene ud. Hun var på overarbejde.
Facinerende detalje er den røv sure buschauffør som hverken kunne engelsk, køre bus and didn’t speak friendly: Jeg fattede ikke hvorfor fertilitetsklinikken valgte ham, og så 2 gange??? Men det blev klart i grænsekontrollen hvor jeg stod forrest og var lidt mere vågen end sidst: Mr sur TRANSFORMEREDE sig til mr charme og flirtede skamløst med betjentene (som alle var kvinder, det var jo en nattevagt) så de kurrede som små duer og smilede meget og u-russisk. Jeg er sikker på at det hjalp meget på chancen for at få lov til at passere.
Det næste blog handler bla. om det uofficielle danmarksmesterskab i stædighed, DIY akupunktur, hemmeligholdelse, hvorfor det er rart at blive pakket ind som en julegave i grønt papir, når en læge med et fagligt ærinde roder i ens woha og giver svar på hvornår jeg så fik lavet en embryotransfer.
One Reply to “Kan man fuldt lovligt rejse til Rusland midt i en pandemi?”