Om mit feltarbejde og min dataindsamling som er dele af mit speciale om kulturelle faktorers beskyttende effekt mod postpartum depression hos afro caribere – et eksplorativt feltstudie, som jeg laver sideløbende med praktikken og om hvor kikset der er at være enlig mor i et macho-samfund, om 5 konkrete råd til mere power i forældreskabet, en ærlig oversigt over hvad denne tur har kostet, samt hvorfor min yngste som den eneste i familien kan tale med alle på øen.

Observationer i det offentlige rum 

Jeg tager noter alle vegne hele tiden, på mit tema omkring efter fødselsdepression og der tegner sig helt tydelige spor på hvorfor dette er et mindre problem her i denne kultur, også selv om man eksporterer kulturen til regnfulde England, hvor de afro caribiske kvinderne også slås med dårlig økonomi, racisme og mangel på netværk i nærheden. Note-Systemet er delt op i følgende overskrifter:

• Levebetingelser (amning og babyer i det offentlige rum) 
• Opnås færdighedder i spædbarnepasning før moderskabet? 
• Efterfødsels depression viden og behandling 
• Kroppen på tværs af livssammenhænge 
• Kroppen i sexuel sammenhæng 
• Psykisk resiliens (modstandsdygtighed)
• Faktuel info

Lige nu rummer systemet flere hundreder noter, observationer og billeder. Det er svært at dele billeder af mit feltarbejde, fordi jeg tager nogle anonyme billeder i det offentlige rum, men jeg vil ikke dele på dem på sociale medier, uden at have spurgt og det har jeg ikke altid mulighed for. Men jeg fotograferer og tager noter i supermarkeder, på torve og pladser, på apoteket, i mit nabolag, i min datters institution, på stranden og på markedet. Min datter går i en all-afro børnehave og vi bor i et all-afro område. Jeg går ud og køber armbånd, pulver og spændende flasker med substanser mod onde øjne og modtager mange gode råd til at undgå dette, i Europa meget oversete, spirituelle problem. Mere om det i mit speciale, hvor mine konklusioner naturligvis først dukker op. Jeg håber at blive færdig i januar 2026, efter jeg har gennemanalyseret al data i mit speciale, men jeg kan afsløre at det er meget spændende at observere hvordan en kultur kan modvirke efter fødselsdepression, på en helt andre måde end den europæiske.

Interview

Som nævnt i sidste blog Kolibrier i haven, kokosnødder i indkørslen – om at være i praktik som psykolog i Caribien samarbejder jeg med fødeklinikken ”de kraamkliniek”. Jeg laver frivilligt arbejde for dem (se senere blog) og de har til gengæld delt min informationsfolder ud, så nogle venlige klienter har ladet sig interviewe af mig. Det er interview med afro caribiske kvinder, som i dybden arbejder med temaer fra mine observationer. Jeg interviewer mine informanter ca en time på hollandsk eller engelsk, ud fra en interviewguide. Det var en fantastisk, blandet skare af skønne kvinder og igen 1000 tak til dem for at dele deres livsomstændigheder, historier og tanker med mig: Deres bidrag til undersøgelsen er uvurderligt! Sammen skaber vi mere viden om at forebygge efterfødselsdepression. På opfordring af min vejleder, har jeg også interviewet en lokal medicinkvinde hvilket var VILDT– mere om det i næste blog. Det er det mest utrolige at skrive speciale med egen empiri – især fordi jeg laver grundforskning på hvad der beskytter lige præcis denne population mod efterfødselsdepression. Det er ligesom at sidde og grave i jorden til en arkæologisk udgravning og super spændende og meget uventet at se, hvad der kommer frem. Jeg er fuldstændig flyvende efter jeg har lavet interviews og været i praktik, lavet frivilligt arbejde og holdt møder, men også meget meget træt, så jeg var glad for at Hr Ingversen kom forbi og kunne aflaste lidt. Han er her i fire uger og mine to store piger kom i påsken, hvilket også var fantastisk, fuiiii hvor havde jeg savnet dem alle 3.

Vanvittige hverdags situationer: Vi er kun på ferie i weekenden

Hvorfor er jeg så træt? På længere rejser sker der altid altid skøre ting, som forpurrer alle planer, og det sker sandelig også her…problemet er at det er SAMTIDIGT vi skal opretholde et hverdagsliv med skole, praktikpladser og data samling samtidig med.

Udefra ligner det en tropeferie og i weekenden er der fuld gang i ture fulde af vilde pelikaner, kolibrier, flamingoer, papegøjer og leguaner, men hverdagene er benhårde. Det ringer ind til første time 7:15 og morgentrafikken er nådesløs: Alle er ude på de små veje med få trafiklys, blændede af den lavthængende morgensol og det føles som om, det er med livet som indsats!.Folk kører som om der ikke er en dag i morgen og jeg skal konstant mase mig ud fra lille vej til større vej. Man kan ikke gå, tage offentlig transport eller cykle. Fortove og cykelstier findes stortset ikke eller kun på korte strækninger. Myldretidstrafikken morgen og aften er simpelthen den største joker, det er ikke mange kilometer, men nej hvor tager det lang tid.

Så er det  op til 8,5-9,5 time i praktik til klokken er 17:30 og så kan jeg hente Datter D og være hjemme cirka 18.30 – der er der cirka 30-45 min i bilen at hente. Hverdagsaftner er vi trætte pga varmen, myggene, starte ny skole med masser af lektier, børnehave, tale hollandsk og engelsk og hele dagen og prøve at passe ind i en fremmed kultur. Jeg får hjælp af skønne chauffør Angy https://www.facebook.com/share/15miRmRsHG/?mibextid=wwXIfr til at hente børn, når jeg selv har sent fri. De dage jeg har tidligt fri tager vi en svømmetur i havet på vej hjem, ligesom vi gør om sommeren i Danmark.

Totale sammen brud er fx

Når min gamle slidte lejebil får det for varmt (det kan jeg ikke bebrejde den) og nægter at starte, det er selvfølgelig klokken 18 torsdag aften efter en lang lang uge hvor jeg lige har hentet og børnene sidder derhjemme og venter på aftensmad… så skal jeg vente på min biludlejer og køre en kæmpe tur for at gen-lade batteriet.

Når der sidder en stor fed kakerlak på en tallerken vi skal til at spise af og skabet ser meget beboet ud…..Og ikke med små søde julenisser.

Når mindstemusen får vokseværk, fordi hun som en lille plante vokser rigtig hurtigt af alt det solskin og skriger en hel nat. 

Når madforgiftning rammer efter Pizza-Hut tur.

Når en ung fyr bestemt sig for at landevejen er en motorvej! Jeg skulle dreje til venstre men min medtrafikant ville have mig over i højre sporet, for at kunne overhale mig. Da jeg ikke adlyder denne befaling, smider hans ven i bilen et fyrværkeri imod min bilen som eksplodere mod sideruden, i førersiden. Heldigvis havde jeg ikke vinduet stået åben, men det giver et kæmpe brag og jeg er ved at køre af vejen.

Så giver toilettet i vores Airbnb sig helt umotiveret til at løbe med en hastighed, så hele det caribiske hav kan være tømt på få timer, og igen skal jeg akut have fat i min vært, da det ikke hjælper at skrue på diverse haner.

Når bilnøglen ikke duer og man kan ikke komme ind i bilen uden at alarmen går. Her var de lokale døgnkiosk ansatte og Google Translate  helt uundværlig i at skifte batteriet i bilnøglen. Folk er så søde her at jeg bliver helt skidt tilpas over hvordan jeg ved udlændinge bliver behandlet i Danmark.

Når vi kører forbi de rådnende lig af nogle (tamme) hunde som er blevet skudt med en sort affaldssæk over hovedet, og alle i bilen inklusiv jeg selv, har brug for akut traumeterapi. Okay så du vælger at skyde nogle hunde, forhåbentlig dine egne, men er det virkelig nødvendigt at efterlade dem i vejkanten?

En aften hvor jeg var ude og aflevere en veninde i bulder ravende mørke dør mit internet pludselig. Jeg genstart telefonen, intet internet, og har et helvedes besvær med at finde hjem. Finder så ud af at hverken mig eller børnene har internet eller kan ringe udenfor vores Wi-Fi. Så er det hen til internetforretningen for at stå i kø en timestid  for at få Google Maps og venner op at køre igen.

Selvom jeg har sat skraldespanden ud tirsdag aften og den skal tømmes hver onsdag, går der 3 lange uger før der sker noget. Man overfylder ikke ustraffet en skraldespand i 35 graders varme med en masse vilde hunde omkring sig uden at komme i voldsomme problemer.

Hver gang jeg synes at jeg er ovenpå og der er styr på sagerne, så sker der et eller andet fuldstændig vildt, så jeg i hvert fald tilbage til Ground zero. Jeg står i en ørken med 3 børn i 36 graders varme og kan ikke starte bilen, min udlejer truer mig (se Kolibrier i haven, kokosnødder i indkørslen – om at være i praktik som psykolog i Caribien …) eller min 2 faktor godkendelse forlader min telefon for aldrig at vende tilbage. Nedbrud som involverer hjælp fra en et hankønsvæsen er problematiske! Overortnet set er det noget hø at være enlig mor i et macho-samfund og jeg får mansplainet de mest utrolige ting og bliver råbt og skreget af af fremmede mænd. Jeg mangler tit en hangorilla til at pudse på dem…een der kan at slå sig på brystet og sige mandelyde på macho-sprog. Mine sædvanlige coping mekanismer med at være saglig, meget uvenlig og ekstremt tydelig (som normal dæmmer op for både aggression og bedrevidenhed hos testosteron-overskyllede individer) virker ikke her.

Hvorfor gør du ikke bare…

Jeg har fået en del forslag til hvordan jeg kunne løse en stor del af mine problemer og sammenbrud, f.eks. leje en dyrere bil eller bo på et resort i stedet for i en billig airbnb.  Nu er det bare sådan, at jeg rejser på et beskedent budget, og den anledning vil jeg gerne dele, hvor få penge man kan få sådan en tur her for, hvis man er klar til at løse nogen praktiske problemer og ikke er for sart eller kun kan leve med højt niveau af luksus. Og vi har både vaskemaskine, kummefryser og aircondition, som virker det meste af tiden, siger jeg bare. Omvendt er jeg blevet spurgt, hvorfor jeg ikke tager en rygsæktur rundt i mellem-amerika, mens jeg nu er her, men det synes jeg er for farligt og ubekvemt med tre børn.

Budget for 4 personer i 3,5 måned

• Datter C og søn: To gange privatskole samlet 35.000 (folkeskole var desværre kun muligt med virkelig gode forbindelser)
• Flybilletter mellem 8000-11000 per person, Hr Ingversen 15.000 da den er bestilt sent, Én kuffert check-ind 2000 i alt 70.000
• Bolig 14-15.000 per måned i alt 52.000 (oven i huslejen derhjemme)
• Lejebil 3500,- per måned i alt 10.000 
• Børnehave 2000 pr måned i alt 6500 (oven i børnehaven derhjemme, som man ikke bare kan melde fra)
• mobil-abonnement herovre til 3 personer pr måned 1000, – i alt 4000
• Løse udgifter som f.eks. visum, rejseforsikring, værelse til pigerne mens de var her (2500 hos naboen) ca 10.000

Udgifter i alt ca 190.000!! Med mine dårlige erfaringer er det helt sikkert klogt at tilføje en buffer på 50.000,-

Oplevelser og entre til did dut og dat er ret beskedne og resten har vi også derhjemme ligesom benzin, mad og kaffe. Når man er her, er mange ting utrolig billig f.eks. koster en dag billet til eksklusiv resort med infinity pool, veltrimmede palmer, hvidt sand uden cigaretskod og så videre ti dollar per voksen og børn er naturligvis gratis. Vil man svømme med vilde havskilpadder koster det endnu mindre: Man kører op til stranden stiller bilen og hopper i vandet. Og note til alle med stor omsorg for skilpadder: Havskildpadden hyggede sig tilsyneladende med opmærksomheden og da den ikke gad os mere dykkede den ned på bunden og svømmede væk. At besøge ørken-området ved Sankt Pedro koster 15 kroner i bompenge og så er der fri leg. Adgang til den legendariske strand Kokomo (Sunget om af Beach boys fra filmen “Cocktail”) er gratis…osv. osv. Så jeg fryser noget vand, smører en madpakke og smide det ned i en taske. Omvendt er det nej til ting som det lokale vandland, der koster 2500,- for en dagsbillet. Så mine damer & herrer: Man kan lave sådan en fantastisk tur her på 3,5 måned for 4-5-7 mennesker for under 200.000,- som selvfølgelig er sindssygt mange penge, men et beløb en del middelklasse personer kan spare op.

Om at empowere sit forældreskab med 5 enkle råd

1. Eventyr = kaos og kontroltab

Sådan er det. Det må alle leve med. Det er angstprovokerende, men hvis har man lavet sine baggrunds check og ikke er alt for uheldig, dør ingen af det.

2. Jeg er forælder, ikke aupair 

Nummer et opgave som forælder er at levere kærlighed og tilstedeværelse, være sikkerhedsvagt, og indimellem fortrolige, men det er ikke det samme som at være aupair, hjælpelærer, personlig assistent, chauffør eller opvarter. Jeg er kun deres legekammerat på samme niveau som deres andre legekammerater, som betyder: vi leger når jeg gider, noget jeg også gider. Resten af tiden må børnene lege med hinanden, med andre eller selv. Hvis du påtager dig for mange opgaver som forældre, risikerer du, at du til sidst ikke har overskud til de virkelig vigtige opgaver nemlig at være til stede følelsesmæssigt, understøtte emotions regulering og passe på dit barn, når der sker alt mulig skørt. Vores virkelighed pålægger for mange opgaver på forældre, så det er med at sige NEJ nogle gange selvom det river i selvbilledet. Her er Aula – monstret af dem alle – muteret og hedder Parro (til 12 år) og Magister (efter 12 år). Jeg følger sparsomt med og deltager kun hvor alt andet ville være en skandale.

Empowered forældreskab rummer også at kunne finde sin indre Ms Winston Churchill frem og uddelegere. Uddelegere den kakerlak sikre oprydning af køkkenet efter alle måltider i huset, uddelegerer vasken med en vaskemaskine fra 50’erne der ikke længere kan centrifugere (uden en tørretumbler) så tøjet skal vrides og hænges op. Der skal både være plads til at jeg kan lave noget andet efter maden end at smøre madpakker, det kan både være at ringe med min søster, deltage i en kvinde gruppe eller gå i seng klokken 20 om aftenen fordi jeg har været oppe hele natten med et sygt barn. 

Det interessante ved det hele er at børnene også bliver empowered af at de skal varetage nogle opgaver, som har været meget oppe i medierne på det seneste: Børn og unge vokser af krav og ansvar. De synes ikke det er det bedste, men her må forældrene tage lederskab.

3. Livsdrømme koster penge, besvær og energi

Vi har en aftale om at give hinanden fri menneskeligt og ressourcemæssigt og kunne undvære hinanden i korte periode. Tid, penge og energi må gerne gå til livsdrømme.

4. Familieværdierne 3F 

Især når vi er ude at rejse er det de tre familieværdier: Fordybelse, Fortælling og fælleskab. Vi fordyber os i det sted vi er og i hinanden (nul serier, meget lidt skærmtid på ferierne osv). Vi jagter den gode fortælling og omgås de mennesker, som færdes til hverdag, det sted vi er. Mine to store piger sov ovre hos naboen, hvor vi havde lejet et værelse, da de ikke passer ind i vores airbnb, hvor vi max må være fem. At finde det værelse kostede tre spørge-runder hos alle naboerne, hvor jeg gik rundt og spurgte hvem ville leje et værelse ud til mine døtre. Jeg tog datter D med for nuttethedseffekten, for det er et meget etableret kvarter hvor alle kender alle og tilhører samme etnicitet (jeg har ikke set et eneste kaukasisk individ de to måneder jeg har boet der). Det er en ældre dame på 85 og hendes datter, som bor i et hus der har været i familiens eje siden verdenskrigen. Datteren er født lige der i huset og reglerne er som følger: Herre Kristus skal æres også i hjemmet, så man må ikke drikke, ryge eller bande derovre. Jeg turde ærligt talt ikke spørge til herrebesøg, men det regner jeg også med er udelukket. Datter A og B hyggede sig meget derovre.

Vi gør tingene i fælledsskab – nej man må ikke sige nej tak til museumsbesøget og hænge hjemme på værelset med sin mobil, selvom man er meget stor og virkeligt ikke gider….De dogmer som ikke passer særlig godt med individualismen og tidsånden, men vi har forrygende oplevelser på den konto og deltagelse i ferier er 100% frivillig.

5. Ja man må godt stresse sine børn, for at en forælder følger en drøm

Turen her var ingen undtagelse for børnestress, kan man virkeligt sætte sine børn i nye skoler/institutioner for 3,5 måned? Er det OK og stresser vi ikke de stakkels unger unødvendigt? Bare for at mor skal realisere en drøm? Mange er enige om at det er supergodt at skifte kontekst, f.eks. hvis man skal fra at være gnaven teenager derhjemme i niende klasse til at tage på efterskole, men vi har nogle ret snæver rammer for hvornår det er okay at ændre kontekst for børn. Hvornår er børn eller unge for sårbare til at skifte kontekst og kan de holde til mere end de tror? Her er det gået sådan her: 

Hvem i familien taler papiemento

Det ikke uproblematisk at omplante sine børn – der har været en del krise-reaktioner over at skulle tale et helt nyt sprog eller sit tredje sprog, undvære far, venner og sit værelse (her deler alle 3 børn værelse). Mindstemusen Datter D på 3,5 år savner måske far allermest og får sig desuden en ordentlig middagslur (se Fra isbjørneskræmmeskud til kakerlak-kriger: Om at rejse ud i verden med børn og turde følge drømme) og det er svært at få hende i seng samtidig med os andre som er dødtrætte. I den lokale børnehave er der ikke ret mange pædagogmedhjælpere, ingen pædagoger, ingen legoklodser eller fritegning og begrænset valgfrihed med hensyn til legetøj eller aktiviteter, og legepladsen er meget lille. Men ligesom forældreskabet er der mange måder at være en god daginstitution på.

I sin nye børnehave lærer Datter D at skrive alfabetet – så lige pludselig begynder hun at skrive bogstaver, mens hun synger bogstav rim og nyder det bare rigtig meget: På stranden ligger hun pludselig på maven i timevis med et stykke koralrev som blyant og skriver bogstaver i sandet mens hun synger remserne for sig selv. I børnehaven danser de tit til forskellig lokal popmusik og jeg oplever pludselig, at når jeg har hende med et sted hen, hvor der bliver spillet musik står hun og danser og danser og danser, med hele kroppen. Og vi har haft 1/2 vinter uden en eneste sygedag, ingen snot, ingen feber…. ingenting.

Og så lærer hun papiemento – det eneste sprog alle bosatte på øen taler. 

Datter D er dermed som den eneste virkeligt i gang med sprogligt at integrere. Men det går ikke så let som mange voksne vil gøre det til. Hun er flydende på dansk og taler en del hollandsk, samt forstår det meste på hollandsk. I starten var hun helt tydeligt på overarbejde. Hun klagede over at de andre børn (som kun taler Papiamento med hinanden) grinede af hende, når hun sagde noget og vi talte om, at de grinede MED hende og ikke grinede AF hende. Pædagogmedhjælperne forklarer hende og de andre børn at hun ”ikke er herfra”…..hvis nogen skulle være i tvivl pga farven. Men hun fik hurtigt to gode venner, som hedder Xianira og Agnesia. Men efter syv ugers sprogfrustration, knækkede Datter D sprogkoden til tredje sprog og begyndte lige pludselig at tælle tal remser for fejlfrit Papiamento, synge på Papiamento og sige enkle ord (Danki, Bon dia, bon tarde, Ajou) og sætninger fx til en frisør, som klipper hendes søster og ikke taler hollandsk.

Datter C på 13 klarer det sproglige med at gå i en ambitiøs privatskole på hollandsk, så fint og laver kæmpe spring forud på sit hollandske. Både hendes historielærer, hendes mentor og hendes hollandsk lærer roser hende rigtig meget for at tøjle sin sprogfrustration. Hun har en kæmpe udvikling og hun er rigtig god til at spørge og få det bedste ud af det. Social går det også rigtig med nye veninder, som hun ses med privat og tager fx i biografen med.

Sønnike på 11 spiller fodbold – hvad mere kan jeg sige?- i fritkvarterne og i slumområdet hvor min psykolog veninde træner lokale børn og unge som frivilligt arbejde. Han brokker sig over sine megasvære lektier på hollandsk, men ellers er der ikke noget.

Moralen: Måske gør du dine børn en tjeneste ved at omplante dem en gang i mellem.

Næste blog handler om planteheksen, der var gået ud, men medicinkvinden, som lever og helbreder, samt om at løse det uløselige…og om at skabe peak moments.