Kunstydelser

At være gravid og få et barn er en helt unik begivenhed der som regel kun finder sted få gange i en kvindes liv. Så meget desto mere grund til at fejre processen, stå stille og virkelig være i graviditeten i nogle øjeblikke i et travl liv, hvor du jo også tit skal arbejde, bygge rede, afslutte projekter og gøre klar.

De sidste 10 år har jeg malet på maver til babyshowers og motherblessings og det er en fantastisk måde at samle alle veninderne/familien/kollegaerne om at fejre den fine mave. Der er masser af grin, gode historier,bobler og kage ved de fester og jeg elsker at være det kreative indslag. Det er en type fest som virkeligt samler en gruppe og som ingen af jer nogensinde glemmer.

Maveakvarellerne har været i mit liv de sidste 25 år siden jeg kom ind på jordemoderuddannelsen, lykkelig og totalt fascineret af hvad sådan en krop formår i graviditet og fødsel. Din krop gjorde det! Den blev gravid og nu ruger du en fin baby ud. Det er et mirakel, uanset hvad du ellers måtte synes om din krop. Ikke alle de kvinder jeg maler har supermodelkroppen til daglig, men fælles for dem er, at lige der i slutningen af deres graviditet, er de gudinder for det nye liv. Det giver en særlig empowerment at få skildret den gudindekrop og hænge den op på væggen derhjemme. Jeg hører tit hvordan den gravides partner også er overdrevet begejstret.

Mor&Barn-akvarellerne er noget nyt, jeg er startet på og lad det med det samme være sagt med det samme: Det kan være en amning, men kan lige så godt kan være dig, der nusser din baby, giver den flaske eller krammer din adopterede mirakelbaby.

Kærligheden og sammensmeltningen mor/barn er i centrum her og pga. de små aldrig kan sidde stille længe nok består processen også af at vi sammen finder et godt fotografi at male efter.

Jeg er vild med at nørde med alle de fine detalier af små ører, fødder og lyssammensætninger fra de billeder, hvor kærligheden altid er altoverskyggende. Det er ikke noget tilfælde at Madonna med barnet er én af de mest elskede motiver i hele verden, og du stråler den samme skønhed, kærlighed og værdighed ud som hende, når du sidder der med dit barn i Frederiksbergcentret på en regnfuld tirsdag.

Du er mor og du udfører den vigtigste opgave i verden.