Release me from my gender: Om gender-release party, forbudt adfærd for kvinder & for mænd

På grund af min astronomiske alder fik jeg tilbudt moderkagebiopsi, som jeg pænt takkede nej til pga risikoen for spontan abort. Det sted havde jeg ligesom været nok, syntes jeg. Men jeg ville gerne have en NIPT-test som er lidt mindre sikker mht om baby er OK, men risikofri, fordi det er en simpel blodprøve i armen af moderen, som man så hiver fosterDNA ud af og skønner om baby er gået fri for et antal kromosomfejl.

En bivirkning er at man kan få oplyst kønnet.

Vi holdt et genderrelease party – eller rettere vores 2 store piger gjorde: Min skønne jordemoderveninde som scanner ude på Herlev, sms’er til vores ældste datter Thera med kønnet, da svaret fra NIPT-testen dukkede op på hendes skærm. Så vores 2 store piger (ældste og næstældste datter) på 15 og 12 år fik besked om kønnet, mens vi voksne/forældrene ikke vidste noget og festen var førstkommende fridag. Dvs de 2 ældste døtre kendte kønnet 4 dage før alle os andre og var MEGET HEMMELIGHEDSFULDE.

Så fik de 2 unge damer et antal 100-krone sedler, som de under stor hemmelighedsfuldhed omsatte hos H&M samt Fest&Farver. De købte pynt og balloner samt babytøj ind og pyntede på selve dagen spisestuen bag 2 optapede lagener for døråbningerne. De lavede bønnebrownie https://stinna.dk/bagvaerk/boennebrownie.html som med kokosfløde og blåbær/hindbær (alt efter køn) og arrangerede et større kaffebord pyntet i den rigtige farve før vi blev sluppet ind.

Så blev vi, dvs de 2 yngste på 5 og 8 år, min mand, moster Annette og jeg lukket ind for at opdage om det var en dreng eller pige i min mave.

Det så sådan her ud:

Som du kan se var vi vildt begejstrede, men det havde vi også været for en pige…..for mig er det sjovt at vi om 12 år ender som en familie af 2 hjemmeboende sønner, min mand – dvs i alt 3 hankønsvæsener – og så mig (og 3 udeboende store piger) efter vi i 11 år var min mand og så 2-4 hunkønsvæsener. Det skift bliver sygt spændende: For hvor stor er forskellen?

Men hvad er det med køn? Jeg er lodret imod mange kønsbegreber og har stor forståelse for dem som nægter at definere sig som et bestemt køn, for FUCK hvor er det en spændetrøje. Ikke mindst når man er født med det pige-handicap at ligne sin far både udvendigt og indvendigt. Her er henholdsvis far og mig som 19.årige, før han anlagde skæg og jeg, trods alt, undlod at gøre det sammen.

Gennem hele min opvækst har jeg fået massiv kritik både af mine opdragere, omgivelser og ekskærester for adfærd, de definerede som ukvindelig. Adfærden omfattede:

  1. At gå meget op i sit arbejde, være optaget af det og tale om det i tide og utide (det lider mange jordemødre af – og vi er over 99% kvinder).

2. At bande.

3. At grine højt og længe, også af egne jokes.

4. At være politisk ukorrekt og stille spørgsmål til mange politisk korrekte paradigmer: Skal vi være bange for global warming eller bare finde de løsninger det kræver, som ikke bare er, at nogle hellige typer ”bør” afstå fra at flyve, formere sig eller spise kød.

5. At nægte både at bo i en losseplads MEN LODRET nægte lave mere end halvdelen af husarbejdet.

6. At være egoistisk og selvcentreret til tider.

7. At gå ind i diskussioner omkring køn, f.eks når mænd ved et selskab (sidst på festen) diskuterede størrelsen på asiatiske kvinders tissekoner og offentlig amning på en måde, hvor det klart var meningen jeg skulle holde kæft og overhøre en smule MASSIVT HAD, HÅN OG CHIKANE MOD MIT KØN. Jeg synes, jeg havde relevante faglige input på kvinders anatomi, men mine betragtninger faldt sjældent i god jord.

Som én af mine veninder altid sagde ”du er jo den kvindelige udgave af Cal Mar Møller” (hvis nogen kan huske ham). Jeg er ikke sikker på, det var en kompliment.

8. At gå med store skridt, trampe op af trappen og nyse højt, uden at tænke over det eller være demonstrativt.

9. At være 183 cm høj på strømpesokker – UDEN AT SKAMME MIG – og gerne gå i hæle på op til 15 cm, så jeg rager små 2 meter op i landskabet.

Det var alt sammen adfærd som er ALDELES i orden for mænd, men jeg, som kvinde, skulle inkassere utroligt mange korrigerende stikpiller, sure bemærkninger og regulære skideballer for. NOT OK.

Det virkede som om de ”ukvindelige elementer” i min adfærd blev endnu mere provokerende af at jeg var og er en udpræget feminin blondine sådan set udefra, med alt hvad det indebærer af lange ben og store bryster. Her er jeg på bar i Ungarn i sidste uge i fornuftige sko med en alkoholfri drink.

Øv forvirring – kan du ikke bare ligne en beton-lebbe, når du opfører dig sådan? Passe ned i en stereotyp køns-kasse? Og ikke et ondt ord om lesbiske – jeg er virkeligt ked af, jeg ikke er til kvinder, jeg er ikke i tvivl om der er et stort potentiale for gode forhold og god sex der.

Ikke at det nødvendigvis er bedre at være mand: Som mand må man helst ikke være vegetar, man skal helst drikke en del alkohol (medmindre man har en god undskyldning for at lade være), ikke have for nemt til tårer, ikke gå i selvudvikling (eller endnu værre terapi), man skal helst ikke være én af dem der ikke rigtigt gider sex, man må ikke arbejde indenfor plejesektorens udøvende lag eller snakke for meget om sine børn…bare for at nævne nogle eksempler. Alt sammen i skønneste orden, hvis man er af hunkøn. Hvem kender ikke en kvindelig vegetar, i terapi, ansat i plejesektoren som har let til tårer, ikke er vild med sex eller alkohol, men kan ævle om sine børn i timevis – uden nogen synes det er mærkeligt eller værd at kritisere?

Jeg vil gerne slå et slag for alle køns ret til at være den blanding han-, hun-, intet- og inter-køn de føler for at være. Og stadigt blive behandlet med almindelig venlighed og respekt.

Så synes jeg vi kvinder skal rose vores ædle dele mere – og vores døtres: Jeg har prøvet at være gravid med en dreng efter 3 piger. 3 gange pige blev kønnet konstateret, men så ikke kommenteret yderligere ved de efterfølgende scanninger. Jeg har fejlet lidt af hvert i graviditeterne, så jeg er altid blevet scannet en del gange.

Så kom der en dreng og OMG det var hver gang “neeej en flot tissemand, se nu liiiige der, skal vi ikke lige printe et billede af den, ham har udstyret i orden hva’?, næ da..!” osv osv. Det begynder tidligt og fortsætter i barndommen. Måske skal vi hygge os lidt mere med at konstatere vores pige-foster har en sød lille kaffebønne og rose den op igennem hendes barndom. Tag det fra en ekspert: De vaginaer kan klare lidt af hvert, bare ved en helt almindelig gennemsnitsfødsel, og bør æres alene på den konto.

Sheela na gig

Men velkommen til endnu en søn i Stoop&Ingversen-klanet

Næste uger handler om min graviditetsplan, hvor vi kommer ind på sundhedsplatformen, max 1,8-børns dogmet og hvordan omverdenen reagerede på vores glade nyhed om nr. 5.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *