Vidars Fødsel

TRIGGERWARNING: Denne blog indeholder billeder af en død baby

31/7-19 Så snart jeg ikke kunne høre ham med min egen doptone, men bare min egen tiltagende høje puls, vidste jeg det… selvom jeg sagde “det er løgn” højt ud i det tomme soveværelse og anråbte Gud.

Jeg havde arbejdet fra kl 7-9 og igen kl 24 den onsdag og mærket ham på vej på arbejde ved frokosttid. Snakket med ham i bilen og hygget. Jeg glædede mig så meget over at han nu var levedygtig: Celeston/lungemodningssgrænsen er 23+0 og hvis der blev noget var der hjælp at hente, han ville have en chance. Men sgu da for pokker ikke hvis han bare døde fra det ene øjeblik til det andet.

Jeg ringede til Herlev afdelings jordemoder, uden meget håb da jeg ikke er indskrevet der, men hurra for Powercare-vikarvagterne (se blog to” Hvordan bliver man gravid når man er En Gammel Dame – om IVF”): hun genkendte mig og inviterede mig ind. Vækkede min mand. Stum rædsel. Vi sad begge i bilen på vej derud og klamrede os til et meget spinkelt håb.

Jeg gloede på skærmen med den stille sorte plet og håbede det var mavesækken. Det var selvfølgelig hjertet. Min mand begyndte at græde, også fordi han vidste, hvordan den næste periode ville komme til at se ud. Jeg var i shock.

Ida, som jeg kender fra noget hjemmefødsels-græsrods-arbejde kom og reddede os. Krammede, snakkede med sin lave, bløde stemme og lagde planer for fødslen. Hun tilbød endda at komme ind for at være jordemoder og aflaste Merle, som har født med os fem gange før, men har været på pension fem år.

Vi var i al hemmelighed blevet enige om navnet Vidar som betyder kriger. Navn til lillebror havde været oppe i plenum på rådet, dvs. os alle seks. Her var det blevet forkastet med stor hån, men vi forældre havde alligevel valgt det, fordi jeg havde blødt så meget med Vidar og han havde overlevet det. Deraf sluttede vi, yderst fejlagtigt havde det lige vidst sig, at han var en rigtig lille fighter/kriger. Men Vidar hedder han og selv den stærkeste kriger kan tabe kampen, tænk bare på Regnar Lodbrog og slangerne.

Vi tog hjem ca kl 04.00 Alt knust. Alle drømme, alt det vi glædede os til revet væk foran næsen af os. En dejlig drøm forvandlet til mareridt på to sekunder som kun død og alvorlig sygdom kan. Intet håb. Sommerbrune efter ferien som var sluttet for tre døgn siden.

Jeg kunne med stort besvær sove to timer.

1/8 Meget tidlig morgen. Murren, måske virker pillen (mifegyne). Jeg er så træt. Der er ikke noget der er enkelt mere. Alt er blevet dobbelt, smertefuldt og indviklet. F.eks. tør jeg ikke at føde ham for jeg ved, at han er nuttet – den lille døde møgunge, som har forladt mig til fordel for en tidlig død. Men omvendt glæder jeg mig til at komme af med den døde klump i min mave.

Den er ikke hyggelig mere. Indimellem nusser jeg min mave, men jeg er ikke rigtig med i det og synes også jeg mærker små bevægelser, hvor der ikke er nogen….andet end tarme. Når jeg vender mig i sengen, falder han livløst ned til siden, tungere end han plejer at være. Orker orker ORKER ikke en runde mere død og sorg. Desværre har ingen spurgt mig.

Til sidst stod jeg op med adrenalin overalt i hver eneste celle. Op og forklare børnene det. Eik forstår det ikke helt.

Min tredje datter på otte år har grædt hele tirsdag aften, altså aftenen før hendes bror døde, fordi hun var bange for at babyen ville dø og vi ville være vildt kede af det og græde. Den aften, for halvanden døgn siden, lå hun i vores seng og blev trøstet – jeg forklarede at alle test på lillebror var så fine, selvom jeg ikke kunne love hende noget var der over 99% chance for et levende barn. Hun faldt i søvn oppe i vores seng, hvilket ellers aldrig sker.  Min far var også synsk og jeg tænker sløvt, at vi må få hende i 8. klasses erhvervspraktik som clairvoyant, der er jo penge i lortet.

De to store har prøvet det før og mit hjerte brister over at de skal opleve dette her igen. De ved hvor væmmeligt dette bliver og de græder og græder.

Merle kommer forbi, min søster kommer forbi, vi pakker, skrive ønskeseddel, sover seks timer og står op igen fredag 2/8 – på vores søns fødselsdag.

07:00 Kaster op. Jeg føler ikke jeg er stærk nok til at møde ham.

Jeg ved at det øjeblik han kommer ud, bliver han til en virkelig person, min særegne elskede søn. Det er en tilknytning jeg ikke glæder mig til længere fordi han er død, og nu frygter jeg den, fordi den er massivt smerteforbundet.

Jeg ved godt sorg bare tager tid. Sidst jeg mistede en søn i 2010 blev jeg FAKTISK TIL SIDST glad igen og kom ikke svækket, uarbejdsdygtig eller fraskilt ud af det. Nu kan det bare komme an, jeg er IKKE klar, men bliver det aldrig.

Efter første cytotec sover vi som sten i to senge på fødestue elve, hvor der er stille og køligt i to timer. Saligt. Jordemoderen hedder Julie og er sød, mild og i fuld gang med at skaffe os al den info, vi skal bruge, finde englesprutter (https://www.spruttegruppen.dk/#opskrifter) og tøj til Vidar.

Vi har et par dukkebukser med fra den clairvoyante otte-åriges dukketøjskasse, men da jeg ville nappe en køredragt i den rigtige størrelse, som min mormor engang havde strikket til min dukke, satte hun foden ned og det var selvfølgeligt OK. Så jeg hækler løs på en bluse og Herlev har den fineste lille djævlehue til os, hæklet af frivillige samt et svøb syet af frivillige ud af donerede brudekjoler. Det er rørende at vildtfremmede mennesker på den måde har sendt os og vores søn kærlige tanker.  

Så vågner vi, spiser frokost og jeg får lagt to solide venflons: Én i hver hånd. Sidst jeg blev sat i gang pga. en død baby blødte jeg 2,5l og den slags tager de heldig vis højde for.

Vi går tur omkring Herlev i en runde fra 13:30 i to timer. Der er mildt og varmt. Det er dejligt at gå tur med min mand.

Veerne tager til kl 15, hvert femte minut, men er stadig lette. Jeg kan mærke en vrede mod Vidar at han har valgt os, og alt det fantastiske vi kan tilbyde ham, fra for bare sådan at dø umotiveret.

16:00 Efter næste (og sidste) cytotec kan jeg mærke fødslen skrider frem – utroligt på kun to cytotec. Jeg har lette veer hvert femte minut, men jeg sidder på pilatesbold – jeg er ved at blive nervøs for mødet. Jeg vil have ham på huden, uden bh. Jeg hækler hans trøje færdig, så der er et helt sæt og Merle kommer.

17:00 Jeg har brug for at vide om han er hovedstilling, men udsætter en scanning – det er så utroligt uhyggeligt med de scanninger af døde børn. Sidst hang Emmanuel med sine små fødder ud af mig, fordi han var UK/lå med numsen ned og hvis jeg skal det igen, skal jeg lige forberede mig mentalt. Så tager jeg mig sammen og siger ok – heldigvis er Vidar hovedstilling.

Kan man snakke med en død baby? Ja det kan man jo blive nød til, når ens krop ikke vil føde og man ikke sådan helt kan tåle cytotec/igangsættelsespiller!

18:00 Efter en masse snakken og hygge med Merle og Julie kan jeg mærke jeg holder igen på Vidar. Så går jeg for mig selv og siger til ham, i mit hoved: Mor er vred, jeg sagde at hvis du ville dø, hvis du ikke var bygget til at leve, måtte du godt, bare før uge tolv (se blog tre: ”Hvordan FORBLIVER man gravid når man er En Gammel Dame? Om at behandle truende abort eller ej”). Jeg troede vi havde en aftale. Hvorfor gjorde du det? Hvad er meningen?

Jeg hører eller forestiller jeg hører, ham sige med en lille, ung, bange stemme “jeg vil så gerne have dig mor” som om noget bare er gået galt, hen over hovedet på ham.

Jeg kan mærke tilgivelsen og en masse varme tårer vælde frem.

19:00 Jeg beder mine søde jordemødre flytte snakken udenfor og lægger mig ned. Jeg kan mærke at jeg har tilgivet Vidar at han er død, siger det højt, græder lidt og gentager min lille ven, min lille mand, min lille dreng med de store læber og de lange ben.

Ida kommer og Merle og hende snakker udenfor. Det er rart at være alene med min mand…og Vidar. Og trygt at være på sygehuset og at de to jordemødre er lige udenfor.

Veerne tager roligt til i længde + styrke til et minut lange hvert anden minut og jeg begynder på gispevejrtrækningen (lamaze/laboro).

Jeg ligger på siden og mærker det småløber, håber det er vandafgang, men det er flot rødt blod i store skyller.

Kraftigere veer. Han kommer roligt ned, mens det fosser ud, som med Emmanuel. I alt bløder jeg en hel liter inden jeg føder.

Op på knæ og hug – første gang gør det bare ok ondt og jeg tænker, super med oxytocin og endorfin. Det gør ikke ondt, det er bare en muskel der arbejder.

21.00 Veerne begynder at gnave på bagside af symfysen lige så smertefuldt som med min førstefødte, hvor jeg føler jeg bliver revet midt over og sad og brækkede mig af smerte, sådan hyggeligt hjemme midt i stuen. Men det er ikke bare en muskel der arbejder nu, det er en moderkageløsning, men det finder vi først ud af senere.

Gispevejrtrækningen er god, men da jeg kommer op i squat igen, kammer det over og gør ulideligt ondt. Jeg bliver koldtsvedende og kvalm og er væk på et tidspunkt fordi jeg er besvimet af smerte. Jeg er så lettet over ikke at være jordemoder lige nu – bare patient. Helle for ikke at have ansvar for det lort her.

Jeg føler mig så tryg. Ved Herlevs akut beredskab, Ida, Merles og min mands tilstedeværelse og Idas stemme, selvom jeg har høre hun er nervøs indimellem. Men jeg ved godt at hvis jeg ikke enten føder snart eller bløder lidt mere behersket, er de nødt til at lave kejsersnit på mig, død baby eller ej.

Endeligt lidt i 22 kommer han ned og fødes i sejrsskjorte 22:15 og få minutter efter kommer placenta, som allerede var stort set løsnet fra livmodervæggen. Han er 30 cm, 465 g, intakte hinder så seje at de ikke springer. Jeg er lettet over smerterne går væk. Han ligger i en lille vagabondsæk i sit fostervand, så fin og beskyttet.

Jeg squatter og føder placenta som er løsnet samtidig med fødslen – endeligt kan jeg lukke op for den gave, jeg ikke ville have: Min døde søn.

Han har grønt, men relativt tyndt fostervand. Han har en lille bred næse og store ører. Fine læber og det smukkeste hvide hår i tætte strøg over hovedet. Lagugobehåring i ansigtet. Fosterfedt i panden.. Jeg kysser han og det er fantastisk at mærke hans lille runde hoved under mine læber. Han er en rigtig lille mand med lange lemmer, store hænder og fødder og brede skuldre.

Det er for vildt at kun vores viking søn på fem år der har overlevet ud af vores tre drenge. Vikingen har endda overlevet uden slinger i valsen, en eneste dags mindre liv, grønt FV eller nogen ballade. Født hjemme i badekarret, 42+0 i klart fostervand, som en tyk lyserød basse på 5050 g men ikke desto mindre meget sulten. Brølede som en lille løve og spiste hver halvanden time i hvad der føles som mange måneder. De to andre fødes døde, Emmanuel var et udtæret lille spøgelse. Ikke nogen konkret dødsårsag, men han havde ikke haft det godt derinde, det kunne jeg se.

Vidar er død af noget andet – noget pludseligt. Jeg håber sådan han ikke har lidt, for han er jo ældre og har kunnet mærke mere end Emmanuel.

Åh lille skat: Jeg har ikke engang drukket kaffe, for slet ikke tale om alkohol eller røg….kun for at passe på dig. Uden meget held.

Vidar kommer ud med endnu en liter blod. Så begynde en længere hiven og masen i mig og min livmoder – jeg bløder stille og roligt op til 2,4 liter og får medicin, tisser og skifter stilling. Jeg får konc S-drop og har kolossale efterveer.

00.00 bliver jeg dårligt, kvalme og klamsveder, scannes af lægen og kæmper for at holde mig oven vande. Nu skal jeg faste for det tilfælde jeg skal hav en udskrapning. Jeg kan virkeligt mærke, jeg er blødt ned, men en liter infusionsvæske hjælper kolossalt. I alt får jeg tre liter. Men heldigvis ingen udskrabning.

Vidar ligger på et lille bord tæt på mig. Jeg kikker derover indimellem.

Da der er ro på igen, får Vidar taget hånd og fodaftryk og bliver smurt ind i blæk. Nattevagten prøver at tørre det væk men huden går nemt i stykker. Jeg væmmes ikke, men synes han er så sød OG mens jeg er skyhigh på fødehormoner. Ikke ked af det…bare glad og ….overlevet.

Jeg fotograferer hans fødder grundigt inden achillesbiopsien (den prøve lægen skærer ud fra hans hæl, for at se om han har normale kromosomer). Jeg vil ikke se lægen skære i ham og han bliver taget ud af stuen imens.

Jeg opdager helt ulogisk at jeg savner ham, hans milde tilstedeværelse og kysser og kysser ham, taler til ham og nusser hans hoved og hånd, da lægen bringer han tilbage. Min rationelle hjerne er gået på ferie og det højerestående pattedyr har overtaget. Det er fint, hende har jeg fuld tillid til i fødesituationer.

Jeg kysser ham godnat og vi lægger ham i køleskabet. Jeg græder lidt, men har det stadigt ok på den der ildevarslende hormon-inducerede shock-måde.

Jeg vil så gerne beholde ham – det er det eneste der fylder. Jeg har mistet en søn, men fået verdens mest supernuttede og sødeste lille tynde bamse og jeg er ikke meget for at skulle af med ham. Han lugter endda af baby. Jeg ved godt jeg rammer muren i morgen….og jeg kommer til at sidde på den mur MEGET meget længe, lige så udsmattet som en flue på en forrude.

Falder i søvn med min englesprutte i hånden.

Næste morgen har vi sat en lille sommerfugl på Herlevs fødetavle, efter jeg er blevet checket grundigt og kravler ned til bilen.

Så kørte vi hjem med vores søn i en lille plastickasse med et lyseblåt babytæppe om.

Læs mere om vores første uge med Vidar, samt hvordan og især hvorfor i himlens navn vi valgte at opbevare vores døde søn fem dage på køl hjemme. Næste blog – den kommer om et par uger – handler også om Vidars wake, om at være et ukueligt pattedyr og om den hollandske vandmetode.

8 Replies to “Vidars Fødsel”

  1. Åhh Karen… Jeg føler så inderligt med jer😢💔
    Hvor er det smukt og meget levende beskrevet.
    Beundre dig for at du deler din sidste tid med Vidar med os💔✨
    Du er i mine tanker.
    Stort kram fra mig, Christiane og Christoffer 😢😔🤗

  2. For pokker da, Karen, hvor jeg kan mærke hvert et bogstavs betydning, hver fiber i din krop i din smerte og sorg, men samtidig ufattelige glæde, selv når vi bliver mødre til døde børn. Jeg må i den grad skamrose dig for din hudløst ærlige og for nogen (læs: uindviede ikke-mødre-til-døde-børn) sarkastiske facon og ligefremhed, der i den grad beskriver det komplekse følelsesvirvar, der bliver født med et dødt barn. Jeg elsker det! Elsker hvert et ord, og minder mig om min egen virkelighed, smerte, sorg og glæde. Tak!❤️

  3. Åh Karen og familie hvor jeg føler med jer. Beundrer dig for for at dele det med os. Du er i mine tanker. Du er et dejlig person.
    Vilfred’s mormor
    Bodil 😥

    1. Kære Bodil 1000 tak – og give Vilfred (og hans forældre) et ekstra kram fra mig, dejligt han var og er sådan en stærk lille fyr kh Karen

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *