Første uge med Vidar – hvor Vidar er hjemme hos os, indtil han flytter hjemmefra 5 dage gammel.

TRIGGERWARNING – BILLEDER AF DØD BABY I DENNE BLOG

Vi var nået til, at vi kørte hjem med Vidar fra Herlev lørdag 3/8-19 efter hans fødsel sent fredag aften. Hjemme var alt i skønneste orden da min fantastiske og uhyggeligt effektive veninde Bettii havde passet børn og hjem til UG. Der var blevet serveret sund mad, frisk luft og rigelige mængder trøst til hele koret, som var i så god form de kunne være, da vi stod med deres døde lillebror i en plastickasse i døren.

Nu kommer vi til det meget kontroversielle valg om at tage Vidar, én stk død baby, med hjem. HVORFOR?

1.Jeg har een gang efterladt en englebaby, Emmanuel (vores første søn fra 2010) på sygehuset og efter at havde gjort det én gang vidste jeg at DET gør jeg ikke igen. Den vigtigste grund var nok nødvendigheden af at være sammen med ham efter fødehormonerne lettede. Jeg bliver sky-high af at føde og sidst vågnede jeg efter den første dag hjemme, exit var fødehormonerne og jeg hylede som en (hun-) ulv og ville have min søn. Det var ikke enkelt – hverken at finde ud af hvor han var på Herlev Hospital og få en plads i hans travle kalender – dvs finde et stk personale der havde tid til at finde ham og overlade ham til os en stund. Alverdens sygeplejersker, uddannet til omsorg og pleje, afviste os køligt og bestemt. Uagtet at jeg græd og bad.

Til sidst forbarmede en stor firkantet portør ved Herlevs kapel sig og fremskaffede Emmanuel og lod os sidde med ham i kapellet.

Det der holdt mig tilbage fra at hjemføre mit eget døde barn, dengang sidst i 2010 var, at jeg ikke anede hvordan man opbevarede sådan en lille fætter. Tro det eller ej, det lærer man ikke på jordemoderuddannelsen. Men denne gang har jeg kontaktet en bededame (https://densidsterejse.dk/.). Bededamen sagde at vi bare skal sætte ham på en hylde i køleskabet og NEJ det er ikke farligt, betyder ikke infektionsrisiko og bliver ikke ulækkert. Alternativet var lift med (mange) frosne ærter, men de skulle skiftes hver anden time og nok skulle jeg jo så ikke natamme efter denne fødsel, men noget sagde mig, jeg ville få brug for min nattesøvn uden ærteskift.

Jeg synes det var rimeligt grænseoverskridende med den køleskabshistorie, men vores picknick-køleboks kunne kun komme ned på 8 grader og det er ikke koldt nok hvis man sidestiller 1 stk død baby med 1 pund hakket oksekød, hvilket ikke er helt ved siden af. Vi pakkede kassen ind i et babytæppe så man ikke kikkede direkte på lillebror når man nappede syltetøjet på øverste hylde.

Så efter opbevaringen var på plads, var jeg ikke i tvivl. For det med at efterlade min baby på sygehuset fungerer ikke for mig, selvom det er normen, det ukontroversielle. For nogen fungerer det fint, men jeg er ikke den eneste hvis hjerne ikke kan omstille sig så hurtigt.

Mit indre pattedyr har brug for at fatte denne unge er død. Simpelthen i dybden forstå lektien. Jeg synes simpelthen han var så fin. Da jeg så ham tænkte jeg: Han har taget to et halvt år at lave, men det kunne da umuligt klares på kortere tid når han nu var så virkelig smuk. Jeg synes han var hvert minut, sprøjte progesteron og hver krone værd. Brede skuldre, mine lange ben, sin fars øjne samt flyveører og det skønneste hvide hår. Der er kun een ting der mangler: at han er levende. Alligevel var jeg forelsket.

Jeg har tit hørt en historie om mødre til små dødfødte babyer der havde tvangstanker om at grave deres lille baby op igen….og selvfølgeligt være helt overbeviste om at de var skingrende sindssyge. De var PÅ INGEN MÅDE sindssyge, men de sagde farvel til en dejlig (død) nyfødt på sygehuset og en del af dem har ikke taget det med død godtnok ind. Det var ikke trængt langt nok ind i deres system til helt at forstå det.

Vi er bare pattedyr! En del af vores hjerne og krop fungerer på det niveau og det gør vi alle klogt i at huske. Min yngste nevø på ca 1 år krammer mig og leder efter mælk, moster-mælk, som jeg hellere må tilføje han ikke får noget af – a propos at være kontroversiel. Men nevøen oplever at jeg ligner hans mor, lyder lidt som hans mor, han kender mig og ergo er vi ikke lagt fra the real deal. Pattedyr. Husk det – det er smart at huske i mange sammenhænge.

2. Så var der børnene (femten, tolv, otte og fem år) som skulle have chancen for at se ham, holde ham og fordøje hans utidige kommen og gåen over et par dage. Min mand er heldigvis enig. Én af grundene er at han er hollænder. Jeg importerede ham som voksen, efter et arbejdsophold i Rotterdam (men det er en helt anden historie). Og hollændere er virkeligt et helt, helt andet folkefærd end danskere: Det kan godt være de fleste af dem er hvide, taler en art plattysk og holder af at rejse til varme steder om vinteren præcis som danskere MEN de holder jul den 5/12, de føder gerne hjemme, de siger De til deres egne forældre og opbevarer deres døde hjemme.

Det foregår cirka sådan her:

Hollandsk sørgeteknik for begyndere:

1. Din pårørende mellem 0 og 110 år dør hjemme eller på sygehus. Du ringer til bedemanden.

2. Bedemanden sørger for at transportere den afdøde hjem, hvis vedkomne er på sygehus. Så gør han/hun den døde i stand og lægger den afdøde på køl: Stor køleplade i seng eller kiste til voksne, små søde køleplader til børn og babyer. De bliver anrettet pænt og forsvarligt I DERES HJEM, som regel.

3. Så går den første uge på denne måde: Morgen og aften kommer bedemanden og tjekker den afdøde mht om at han/hun er godt nok kølet og alt er som det skal være. Så kommer alle: Venner, familie, naboer og kollegaer og se den afdøde. Drikker kaffe og græder sammen med dig/jer. Man tager også børn med og er man pårørende, skal man have en rimelig god grund til ikke at dukke op. En graviditet er f.eks ingen undskyldning for ikke at ville ses svigerindens døde baby.

Min amerikanske tante Ginny, der er irer, fortæller om det samme – på engelsk hedder det en wake. I Danmark holdt man det i gamle dage og kaldt det vågenat, men det er stort set afskaffet.

4.Ca en uge efter begraves/kremeres den døde og alle DE SAMME mennesker kommer igen og drikker kaffe og græder. Kisten er som regel åben eller med glaslåg – vi er jo ikke kyllinger mht død her i Holland, vel? – og lukkes først med et alm kistelåg lige inden kisten kommer i jorden/ovnen. Og børn er selvfølgeligt igen velkomne, for de skal jo også lære hvordan man ter sig til sådan et foretagende.

5. Så serveres der boller og kaffe (ikke smørrebrød og øl, desværre, her er plads til forbedring, hollændere!!) til gravøl.

Bonus: Jeg opdagede meget tidligt i mit jordemoder-arbejdsliv i Holland at de hollandske familier som mistede en baby havde markant mindre SKYLD, SKAM, TABU OG GENERT PRIVATHED omkring deres tab. De var mindre alene i sorgen og OGSÅ fik lov at være lidt stolte forældre, fordi alle kom og så deres baby og sagde ”Hvor er han/hun dog fin” (selvom det nogle gange ikke passede og ungen så frygtelig ud, så løj de tappert). Forældrene fik grædt grundigere igennem og var hurtigere ovenpå igen. Mere om sorg og tabu senere her på bloggen.

Er du klar til mere mærkelig hollandsk opførsel? Here goes: VI OPBEVAREDE VIDAR I VAND. Jeg har en skøn ven som er obstetriker/fødselslæge i Holland. Han fortalte at det er kutyme i hollandske sygehuse at opbevare dødfødte præmature i koldt postevand op til syv (!) døgn efter fødslen af hensyn til farven. Jeg var skeptisk, men efter 25 år med at tegne døde nyfødte, kunne jeg skrive under på at farven på dem ofte virkede ret skrækkende på både forældre og andre pårørende: De har en umulig rødlilla-blå alt for mørk hudfarve og mærkelige næsten sorte læber. Læs mere om metoden her: https://www.watermethode.nl/?lang=en

Derfor puttede vi Vidar i en gennemsigtig plast beholder i hans størrelse, købt i Silvan og fyldt op med vand så det dækkede ham (tænk syltet agurk). Da han blev født var han lilla/blå – ikke lyseblå på en cool Avatar-måde, men på en træls død baby-måde måde (se sidste blog ”Vidars fødsel”). Efter nogle få timer i vand, så han meget smuk ud, med en meget pæn lyserød almindelig hudfarve og lyserøde læber. Det var som én af de der forvandlingskugler med tyggegummi i midten, jeg købte til lørdagsslik som barn: Ungen havde totalt skiftet farve!! Fra halloween-tema til lyserød marcipangris. I alt havde vi ham i vand i 48 timer der hjemme i køleskabet, men man kan fint opbevare dem i vand syv døgn, hvis man kører hollandsk stil.

Et par gange om dagen tog vi ham ud, duppede ham og svøbte ham og så kunne vi sidde med ham, se på ham, tegne ham, tage billeder med ham osv, mens han så meget fin ud.

Det har været guld værd for os alle sammen, især børnene som jo havde hørt zombie-snak nok til at være lidt nervøse for at skulle møde ham. Da vi gav ham tøj på og lagde ham i kisten, tørrede han lynhurtigt ind og var han ikke særlig køn at se på mere. Han tabte 1/5 af sin sparsomme fødselsvægt, efter vi tog ham op, så tænk virkelig en frisk abrikos versus en tørret, usvovlet, økoabrikos. Ikke kønt.

Vores venner, familie og kollegaer var fantastiske, VIDUNDERLIGE. De sendte kærlighed, blomster, beskeder, gryder med suppe og kort plettede af tårer. Hvert eneste én af dem påskønnede vi helt vildt. Mere om venner og sorg senere. Jeg skrev til dem, at jeg så gerne ville skrive og ringe med hver enkelt af dem, men jeg havde ingen ro og tre ting fyldte:

1.Børnene (de levende, forstås),

2.Tiden, som gik stærkt for Vidar: vi havde kun få dage til at være sammen med han og forberede hans videre rejse og

3.Jeg var afkræftet, svimmel og træt af blodtabet.

Men jeg satte umådelig pris på deres beskeder og vendte tilbage senere. Vi lavede en facebookgruppe for 50 af vores venner, familie og mine dejlige kollegaer på Storkereden. Så kunne alle følge med i det omfang de ønskede.

Søndag d. 4/8 gjorde vi kisten klar. Jeg synes noget af det mest uhyggelige i verden er små hvide babykister, så vi fik en transportkasse af brun spånplade af Herlev og hvert barn malede én side af den med akrylmaling. Jeg lavede en stjernehimmel på indersiden. Den blev nuser, hippieagtig og så sprængfyldt med omsorg og kærlighed

Mens kisten tørrede holdt vi vores wake for Vidar som var en slags eftermiddagskaffe hvor nogle af vores venner/familie så Vidar  – i virkeligheden – efterfulgt af småkager. Vi inviterede om lørdagen i den gruppe vi har lavet på fb. Igen sad vi med ham på skift, græd og snakkede inden han røg retur i køleskabet og kaffen kom frem.

Om aftenen var malingen på kisten tør og vi flyttede ham fra vand til kiste. At lægge ham i kiste var en strid een, hvor der blev græd meget. Han blev så virkelig i babytøjet. Et rigtigt menneske. Fra et lille naturfænomen til en rigtig baby i det tøj, vi havde valgt og lavet til ham.Jeg hulkede og hulkede. Men det er godt. Jeg følte, jeg klippede numre af et meget lang sorg-klippe-kort.Efter han var ude af vandet tørrede han prompte ind som en rosin og lignede et lig af en meget lille, gammel mand.

Men det er ok, ellers går det ren snehvide i den – som de siger i Holland: hvis de højtelskede afdøde blev ved med at se ud som den første dag efter de var døde, ville man jo ALDRIG af med dem.

TIL DIG DER ER GRAVID MEN ALLIGEVEL LÆSER DETTE

Du er så sej at du stadigt læser med, RESPEKT!! Jeg tror det vigtigste budskab til dig som gravid er at det IKKE er farligt: Jeg elsker de seks børn jeg har fået. Fire levende og to døde. Og selvom det er en kæmpe sorg at miste tidligt eller sent, så kan man også overleve det uden at tage varig skade.

Det er grunden til jeg overhovedet turde prøve at få børn igen efter Emmanuel. Jeg kan huske, jeg tænkte at min oldemor Wilhelmine jo også oplevede at miste en lille datter og ALLIGEVEL var en glad kvinde og en skøn farmor for min far. Selvom der skal grædes mange tårer. Og jeg har ar på sjælen, men jeg kom på arbejde igen, blev ikke skilt og fik heller ikke en depression.

Mandag d 5/8: Feen på tolv og jeg cykler ned til Vester Kopi for at printe billeder af Vidar til indersiden af låget af hans kiste og en billedmappe til os. Det tog en krig og der opstod selvfølgeligt hurtigt en kødrand af mennesker, som ventede med stigende utålmodighed på at maskinen var ledig. De prøvede ikke at kikke, men jeg tror ikke de alle sov helt godt den nat.

Og d 6/8 tirsdag aften, seks dage efter Vidars død og fire dage efter hans fødsel sagde vi farvel til at have Vidar hjemme. Hver aften de sidste fire dage havde vi siddet med ham, med stearinlys tændt i blomsterhavet i stuen. Snakket til ham og grædt. Vi samlede kræfter til at give Vidar videre til patologerne på Riget næste morgen. Det føltes rigtigt og alligevel meget tomt og truende på een gang. Jeg havde kvalme af angst for hvor ondt det kommer til at gøre, men der er ingen vej udenom. Vi ville have ham obduceret og han lignede som sagt efterhånden mere en rosin end en baby. Alligevel føltes det som et mareridt at skulle aflevere Vidar næste morgen og aldrig se ham mere.

Om et par uger kan du læse om venner der er der, og venner der ikke er der og hvorfor jeg IKKE sorterer i ”rigtige” og ”forkerte” venner af den grund, om hvad er ligheden mellem bryster og tissemænd og om at køre rundt med sin søn, som en lille død gangster i bagagerummet.

4 Replies to “Første uge med Vidar – hvor Vidar er hjemme hos os, indtil han flytter hjemmefra 5 dage gammel.”

  1. Åhh, mit hjerte bløder for jer og jeres lille Vidar og samtidig er det godt at læse hvor meget der er forandret siden jeg for 30 år fødte min lille, dejlige men meget døde datter i uge 35+2.
    Ingen havde forberedt mig på, at jeg skulle have tøj med til hende og jeg panikkede fuldstændig da de ville tage hospitalstøjet af hende. En karakterfast jordemoder greb heldigvis ind.
    Jeg insisterede på at holde en ceremoni i kapellet med åben kiste – ellers ville jeg ikke tro på hun lå der – så lille og fin … og meget meget død.

    Varme tanker til jer alle ♥️ – og tak for at synliggøre sorgprocessen ♥️

    Kærligst Maiyanne Magdalena

    1. Jamen du godeste, de ville klæde hende af fordi Hopitalet ville beholde tøjet?det lyder jo bindegalt, godt der trods alt var én med hjertet på det rette sted som satte sig imod det. Det lyder da som om du har været meget vågen og god til at lave ritualer om din lille pige med en ceremoni. Fik I taget billeder af hende? Håber du også har levende børn? mange kram til jer Karen

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *