Sorg med stammen

Så er vi vej at være up-and-running efter juleferien, som var model stress-fri som altid. Vi bliver hjemme efter forskellige afprøvede modeller som bla. involverede

  • at flyve med kufferterne pakket med gaver, bikinier og nissehuer
  • at danse om et palmetræ med pakker under
  • at opleve julemanden i form af en mager thai i gummistøvler omgivet af pornonissepiger
  • at spise kalkun og engelsk x-mas-pudding til julemiddag på Bali

Men vi må konkludere det fungerer bedst, vi bare er hjemme. Indimellem med venner eller bedsteforældre, men i al fald hjemme med julemiddag kl 16:30 og et lodret forbud mod at kritisere den forbandede and uanset hvor sej eller bare helt almindelig uspiseligt, den er blevet. I love it – én af årets bedste aftner.

Så er vi klar til 2020. Der følger mere om fertilitet, graviditet, normalitet og naivitet her på bloggen. Om at stå op mod normerne og overleve det. At få og miste. Samt en ganske lille smule om at være jordemoder og meget mere om at være kvinde og mor i 2020.

De næste 2 blogs handler om vores børn. Første er denne en miniguide til at sørge med børn uden det, efter min og hr Ingversens mening, bliver for meget, for lidt eller for mystisk.

Det nogle ideer til at klare død og krise som familie hvor alle, store som små, kommer styrkede ud af det og både forældre og børn ser livet med et klarere perspektiv. Det er ud fra en filosofi at vi alle 6 nyder nuet mere fordi vi, i forskellig grad, på forskellige niveauer, forstår livets sårbarhed lidt bedre. Amen.

Hvem består min familie af, ud over undertegnede? Sådan beskrevet lidt svævende for at beskytte deres privatliv. Familien tæller:

  • Hr Ingversen – sammen med mig forælder til 6 børn. Hr Ingversen hedder selvfølgelig noget andet – jeg kunne ikke DRØMME om at tage min mands navn og han tog mærkeligt ikke mod mit generøse tilbud om at han måtte benytte det danske klan-navn efter vores bryllup. Hr Ingversen er 48 år og er god til at løbe på skøjter og rydde op (se næste blog)
  • Ældste datter fra 2003, 16 år og klog, smuk og verdens bedste humor. Har flere følgere end mig på sin insta-profil. Er ved at tage en international 10. klasse.
  • Mellemste datter fra 2007, 12 år, ligner noget fra et eventyr med 2 m rødt hår og turkise øjne. Går i 6. klasse.
  • Emmanuel fra 2010, 1. søn. Dødfødt i uge 17, lillebitte kopi af sin far og vores første søn.
  • Yngste datter fra 2011, 8 år, tegner meget og er fuldkommen frygtløs og kan helt utrolige ting med sin balancesans. Går i 2. klasse.
  • Levende søn fra 2014, 5 år og en kopi af sin storesøster, synes som den eneste af at det er sjovt at tale hollandsk. Går i børnehave.
  • Vidar, vores 3. søn, dødfødt, krigeren, der tabte kampen om livet i juni 2019.

Forælder i sorg

På egen vegne vil jeg sige jeg er uhyggeligt taknemmelig for mine børn – også i sorgsituationer. Jeg ved ikke hvad jeg skulle gøre uden dem, ISÆR når jeg er i sorg, bliver jeg glad over at være sammen med og tale om mine levende børn! Det er et stort privilegie at have små nye mennesker, så selvom nogen dør, er disse stærke, unikke nye liv kommet til. Familien skrumper ikke, men vokser. Uanset om det er en elsket far, der dør eller vores ønskebaby, hjælper mine levende børn mig til at holde perspektivet og ikke faldet for dybt ned i et hul.

Begravelsesmaraton

Vi var et ungt brudepar i 2003 og 15 år senere havde vi begravet 3 af vores bedstemødre, vores 2 fædre, en stedmor og 2 dødfødte barn. Foruden det løse, som talte veninder, en enkelt fætter, onkler og tanter, foruden kollegaer, som alle var døde i utide. På plussiden havde vi fået 4 sunde og raske børn.

Begravelser er gået fra at være barndommens kedelige seancer, hvor man sad i kirken og ventede med længsel på kaffen med kage, sodavand og at lege med nogle andre børn til at være rene horrordage hvor vi stod i sort og kæmpede os gennem taler, inden vi bar med på tunge kister og prøvede at hive den rigtige vej i tovene så kisten ikke tiltede på vej ned i graven. Vidste du at metalpladerne på hver siden af en grav har små huller, ens stiletter kan sætte sig fast i? Så står man der med en fastsiddende sko, en febrilsk bedemand og en kiste på vej ned i graven på en alt andet end ærefuld måde. SUK. Nej der var nye boller på suppen og dømt sorg, afmagt, savn og ansvar.

Og børn som var kede af det.

Alder og sorg

Det er ikke ekspertviden, men min oplevelse af børn i sorg:

  • 0 til 5-6 årige: De forstår ikke så meget men kan se at forældrene er kede af det og det er nærmest der værste for dem. Går meget ubesværet ud og ind af sorgen og græder det ene øjeblik og leger glade (og stjende) rundt det næste.
  • 5-6 årige til 12-13 årige. De er dobbelt kede af det pga forældrene er kede af det, de mister nogle gange en illusion om at forældrene kan klare alt her i verden. Desuden savner de den bedsteforælder eller lillebror og efter en 7-8 år på denne jord, forstår de at døden er uigenkaldelig og de aldrig ser vedkomne igen i liv. Denne gruppe har det klart værst. På plussiden har de tit barnetro i behold og man kan have super samtaler om højere magt og meningen med det hele med dem.
  • Over 13 år: Teenageren ved udmærket, faktisk ved de lidt for godt, at forældrene ikke har styr på en skid her i verden, så de er ikke overraskede. Teenageren har deres eget liv på en anden måde og sørger mere voksent/rationelt. Jeg oplever meget omsorg for familiens andre medlemmer fra et stort barn i denne aldersgruppe. Kan se perspektivet og passer på sig selv ved at se venner og komme lidt ud, foruden at søge trøst hos forældrene.

Om at sørge med børn

Børnene er som sagt gode til at gå ind og ud af sorgen. Så er de vildt ked af det og så er de optagede af noget andet. Vi hopper bare med, trøster og krammer når det er behovet og snakker om fantasidyr og klasseintriger når det er behovet. Vi har været heldige at de reagerer lidt på skift. I starten var det mest mellemste datter og hun sov oppe hos os, på en madras på gulvet en uge. Senere var det mere de 2 yngste – men de skiftes lidt og det er så meget nemmere at vi var 2 voksne hjemme, da vi begge var på sorgorlov.

Yngste datter sørger bedst når hun sidder som en koala hos mig, så det er nærmest bare hyggeligt. På én af mine værste sørgedage var jeg var på cafe med hende. Vi drak the og spiste kage, tegnede en masse og snakkede kun meget lidt. Det lyder ikke af meget, men det var dagens højdepunkt for os begge. Man behøver ikke selv være i topform for at trøste.

Men jeg mærkede meget tydeligt at mit humør steg fra et usigeligt lavpunkt så snart jeg enten hentede børn eller de store kom hjem. Ikke på sådan en tage-sig-sammen-for-børnenes skyld-måde men mere fordi mine børn jo er noget af det bedste der er sket i mit liv det helt reelt og autentisk gør mig i godt humør at se dem, nærmest uanset hvad humør DE er i.

Jeg fik sundhedsplejerske denne gang – sådan et ”din baby er død-besøg” 14 dage efter fødslen, som ikke handler om amning og d-dråber. Det var en meget sød dame, som havde meget ondt af mig (med rette) og derfor i ramme alvor forslog jeg skulle begynde på lykkepiller. Jeg har meget svært ved at se hvordan jeg får sørget, mærket mine egne følelser og reageret adækvat på mine børns følelser, hvis jeg skulle have fjernet en del af mine følelser kemisk på antidepressiv medicin. Det er fint ved en depression, men ved helt naturlig sorg?? Det er muligvis det helt rigtige for andre, men ikke for mig. Det tager nok en del af et år – men det letter dag for dag.

Når krisen rammer

Vi gør det der føltes rigtigt, selvom det er besværligt og noget af det OGSÅ føles lidt mærkeligt (se tidligere blogs f.eks https://www.artnbirth.dk/2019/10/24/vores-lillebitte-doede-gangster-i-bagagerummet/). Og vi er ærlige overfor børnene (ikke nogle syrede historier om at opa bare sover eller er fløjet væk) og involver børnene med det de kan give i situationen: En anelse klumpet kop kakao til mor, en perleplade til morfar, et smil til syge opa/farfar, lidt lilla glimmer på kisten, en tegning til lillebror eller en plastificerede kollage til graven.

Vi lægger ikke skjul på børnene er vigtige for os og for den syge/afdøde. Og vi gør det sammen! De unger skal igennem et (forhåbentligt) langt liv med smertefulde tab og de har brug for at vide hvad, de skal gøre og at de ikke dør af det. De får lov til at se afdøde, hvis det er en baby sidde med den og deltage i wake, i kiste-lægning, bisættelse, begravelse og urnenedsættelse. Her lægger de tegninger ned til morfar i kisten:

Vi beskytter børnene ved at skåne dem for ekstreme sorgudtryk hos os. Det betyder konkret at hvis der er en situation jeg ved, jeg kommer til at hyle som en ulv eller det bliver meget grimt bliver børnene IKKE inviterede til at deltage. 2 eksempler er:

  • Det bliver grimt: Min fars død. Far døde efter 10 dage på intensiv ret pludseligt som 63-årig efter et meget grimt sygdomsforløb. Vi blev kaldt til den berømte ”nu slukker vi for respiratoren”-seance og den består dybest set af at overvære en langsom kvælning. Jeg lagde mit øre mod min højtelskede fars bryst for at høre hans stakkels hjerte slå og være tæt på ham en sidste gang, inden de slukkede og han døde. Det tog ham hele natten at klare den sag. Mine seje gamle bedstemødre var hellerikke nemme at overbevise om, at nu var det tid til at forlade denne virkelighed, selv om de blev hjulpet på vej med mængder morfin, der kunne slå en fuldvoksen hest i jorden. Min far var en stor stærk fyr med en glimrende kondition, fraset fra et kaput hjerte og en omfattende hjerneskade af hjerneblødning – men desværre sidder vejrtrækningscentret helt nede i hjernestammen, så hjertet arbejder ufortrødent videre. Ergo jeg tilbragte en mindeværdig nat, højgravid i uge 38 med at se min bevidstløse far kæmpe med at få vejret, så sengen rystede, drop-poserne svingede og sygeplejersken sendte mig venligt-bekymrede blikke under et par velplukkede bryn. Jeg troede mit hjerte skulle briste også. Først ud på morgenen døde far. Ikke børnevenligt. (I slipper for billederne – her er en tegning)
  • Mor hyler som en ulv: Her i familien føder vi som hovedregel i flok (mere om det senere her på bloggen) men vi gjorde en undtagelse med Emmanuel og Vidars fødsel, da jeg viste jeg ville komme til at græde så meget, at det ville kræve for meget af børnene at være med på 1. parket.

Desuden gemmer vi forældre en del af det øvrige stortuderi til når de er i institution. Så henter den mindst rødøjede af os (som regel hr Ingversen) dem og vi tager os lidt sammen.

En anden vigtig opgave er at sørge for børnene sover rigeligt og spiser nogenlunde ordentligt, foruden har TID med os. Dvs de har meget fri fra skole. Vi forventer samarbejde og forståelse fra deres institutioner og skoler og skriver, ringer og mødes med de andre voksne (lærer og pædagoger) omkring børnene.

Her er et par eksempler:

” Kære -lærer 1- og -lærer 2-

(Yngste datter) mistede sin lillebror, som døde sidste onsdag og blev født 2 dage senere d 2/8. Hun er meget ked af det, lige som resten af familien.Babyen hedder Vidar og skal bisættes på lørdag.(Yngste datter) har brug for:

  • Mere ro – at hun kan gå et roligt sted hen ved behov.
  • Ekstra søvn: Vi vil gerne lade hende sove længe midt på ugen så hun møder senere onsdag og torsdag. Tager I på tur torsdag? Hvornår kører I?
  • At I fortæller de andre børn hvad der er sket – (Yngste datter) vil helst ikke skulle fortælle for meget selv.

I må gerne snakke med hende om Vidar i enrum, hvis hun er ked af det.Kh Karen & hr Ingversen”

Eller hvad med den her?

”I dag var (Yngste datter) ked af at hendes lillebror Vidar er død (vi sætter urnen ned i morgen) og græd. Hun oplever at (møgunge 1) og (møgunge 2) gjorde grin med hende på vej fra skolehaverne til fritten. Hun var for ked af det til at sige det til (lærer 1), som troede hun kun græd pga. Vidar og ikke også pga. de 2 drenges ubehagelige reaktion. Vi har snakket med (Yngste datter) om at hun altid skal fortælle læreren/en voksen hvis nogen er træls overfor hende, men vil også gerne bede jer kommunikere videre til de 2 drenge at det ikke er acceptabel adfærd at drille een der er ked af det. Kh Karen & hr Ingversen”

Snak og akavethed

Både Hr Ingversen og jeg prøver at sætte ord på og undgå tabu og akavethed. Savn og sorg er en del af det at være menneske. Ligesom gråd og tårer. Jeg nægter at skamme mig over at være menneske. Men jeg er ikke vokset op med en naturlighed omkring døden så det noget jeg må opfinde selv hen af vejen.

Kultur og Krea

Vi fastholder og lever efter det princip at døde mennesker er bare døde mennesker og hverken farlige eller uhyggelige under normale omstændighedder. Det er mennesker, hvis sjæl er fløjet videre og som ser lidt anderledes ud end da man kendte dem, som levende. De fleste dødelige sygdomme på vores breddegrader smitter ikke.Vi sidder f.eks og tegner den afdøde sammen, som om det er en helt normal ting at gøre. Det er en god måde at kikke på en person uden det bliver for meget følelsesmæssigt.

Tegninger af vidar/far lavet af børnene

Men jeg har arbejdet på gravstenen (se senere her på bloggen) har jeg ofte haft selskab i værkstedet af én af døtrene. Yngste datter har produceret en imponerende serie af lerdyr mens jeg arbejdede på den.

Det kreative og konkrete er vigtigt. Jeg fik en personliggjort drenge-engel fra https://heysunshine.dk/ (han vejer det samme som Vidar gjorde og har navn i guldbogstaver) som en gave fra en skøn kollega dagen efter kremationen og den er jeg og børnene glade – her er han i selskab med Mellemste datters dukke, yngste datters uge…og jomfru Maria – et dream team.

Voksenomsorg/At overleve som pårørende

Der skal være plads til at græde også som voksen  – ingen får mig til at holde et barn hjemme 24/7 og da vores lillebror var så fræk at dø i sommerferien arrangerede vi legeaftaler til mellemste datter, som ikke går i fritidshjem, så vi forældre kunne have lidt alene tid.

Spa med overnatning er også et hit til os, for at få omsorg ude fra. Og selvfølgeligt at de voksne tager tid til dagbog, sove nok, terapi og kreativitet – foruden se familie og veninder. Som du kan høre, har jeg ikke tid til at arbejde, når jeg er i voldsom sorg og jeg synes jeg bidrager rigeligt til statskassen ellers, så jeg holder sorgorlov med god samvittighed. Pt er det 14 uger til begge forældre, mange overenskomster endda med løn.

Det er ikke kun omsorg for mig selv, hr Ingversen og mine børn, men også en simpel kalkule på risikoen for burnout, som stiger voldsomt når man ikke får sørget igennem. Desuden vil jeg kun være på mit arbejde, dvs med til andre folks enestående fødsler, når jeg er i stand til at give dem den dybtfølte omsorg og opmærksomhed, de fortjener af deres jordemoder. Ikke for at lyde hellig, jeg er også indimellem træt og forceret begejstret på mit arbejde, når det hele trækker ud og jeg er vågen på 2. nat – men jeg skal ikke også være helt ude af den pga mit privatliv når jeg er på som jordemoder. Ikke kun mit jordemoderliv har lidt: Jeg har gennemlevet en tegneblokering, som heldigvis kun omfattede mit eget barn. Jeg KUNNE simpelthen ikke få ham til at ligne noget. Heldigvis var hjælpen nær hos fantastiske Heather https://www.heatherspears.com/

Jeg synes denne familie gennemlever lidt af hvert. Men efterhånden har vi en vis erfaring og jeg synes vi gør det på en god måde: vi kommer roligt og uden ballade indbyrdes gennem dagene, som dog går laaaangsomt og meget smertefuldt. Så vi husker hinanden på vi er her mange år endnu og vi passer på nuet og alle medlemmer i vores familien.

I næste blog kikker vi på hvorfor vi har så mange børn og hvordan vi overlever det. Uden at dø eller gå i sorg og krise pga DET. Jeg besvarer også følgende 3 spørgsmål:

  • Hvorfor du skal følge dit hjerte og få det antal børn du ønsker dig
  • hvordan du lærer dem at lave noget husligt arbejde uden dårlig samvittighed
  • og hvorfor det som regel ikke er din fejl, hvis dine børn er besværlige på den ene eller anden måde

7 Replies to “Sorg med stammen”

  1. Kære Karen og hr. Ingversen,
    Som altid en smuk og tankevækkende historie. Jeg bilder mig ind, at det at skrive også er en stor del af sorgprocessen.
    Tak til jer og jeres skønne familie.

    1. 1000 tak og tak for al jeres støtte inde fra Landsforeningen spædbarnedød – jeg kommer til at henvise til og reklamere mere for jer i næste indlæg kh Karen

    2. 1000 tak og tak for al jeres støtte inde fra Landsforeningen spædbarnedød – jeg kommer til at henvise til og reklamere mere for jer i næste indlæg kh Karen

  2. Jeg læser med, græder med, føler med og håber med.
    Tak for rørende fortællinger om hele processen fra IVF til sorgen efter døden.
    Hvor jeg håber for jer, at I får alt hvad I drømmer om ❤️

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *