Retur til Rusland

Næste kapitel i min fertilitetsrejse efter Vidars død begyndte 3 måneder efter, i efteråret 2019 og har indtil videre været så frustrerende at jeg ikke orkede at skrive om det, men som de siger i Holland: Vooruit maar (Men forud, så): Dette blogindlæg handler om at blive trøstet med the og vodka, blive KGB overvåget af sin 15 årige datter efter en narkose, hvordan russiske mænd bager og en del andet jeg lærte af mine fertilitetsrejser.

Russere og Rusland

Hvad fik jeg med i bonus med fertilitetsbehandlingen? Jeg har aldrig frivilligt rejst til et koldt sted om vinteren efter en enkelt våd, kold og øm skiferie i Norge engang i sidste århundrede. Men Sct Petersborg viste sig at være et rent eventyr af sne, lys, ravfarvet the og gyldne kugler. Ligesom der er max aircondition på i mange tropiske lande, så man dunderfryser inden døre i 15 grader, holder russerne af at fyre op for varmen, som om man var i en sauna og ikke f.eks. i en hotelreception. Skønt for et varmesøgende missil som mig. Hvis jeg ikke havde været tvunget at tage herhen, ville jeg aldrig have lært at påskønne en god Borch, serveret med dampet boghvede og frikadeller til.

Jeg havde heller ikke opdaget at selvom russiske kvinder er indbegrebet af resting bitch face, ultimativ feminine, samt saglige og to the point grænsende til det kølige, så udviser de utrolig stor varme overfor hinanden, børn og deres mænd, samt endda vildfarne udlændinge på medicinsk turisme.

Russiske mænd ligner også alle i hob, en person på vej til sin egen begravelse. De flirter uden et eneste smil, men med en imponerende autoritet. Jeg oplevede f.eks en chauffør insistere vedvarende og energisk på at jeg skulle drikke min kaffe uden for lufthavnen (sammen med ham) da den kaffe både var bedre og billigere. Uden skyggen af et smil eller en indladende attitude. PS jeg sagde nej tak, jeg har rigeligt med mand derhjemme, ellers tak.

Min fertilitetsrejse lærte mig:

  • At der ikke er noget galt med en god gang overdrevet medicin-indtag se evt.– Hvordan FORBLIVER man gravid når man er En Gammel Dame? Om at behandle truende abort eller ej.
  • At det sværeste er the waiting game.
  • At krop, ønsket om et lavt pænt BMI og fysisk velbehag lader sig ofre for ønsket om det der barn. Første eller femte. Det bliver lige meget.
  • Og alt det der stikken med hormoner, alle de ekstra kilo og alt blodet og smerterne bliver til kvin-domsprøver. Noget man praler med overfor andre kvinder. Som også indimellem afføder respekt hos en del andre kvinder, for at man gik 100% efter dette.

Jeg har endnu ikke kunnet tale med om hvordan det påvirker forholdet til det levende barn, der forhåbentligt kommer ud af det. Men jeg ved hvordan al kvalmen, alle de sørgelige gange jeg kastede op lænet op af min bil i desperate forsøg på ikke at ramme mine sko og al angsten (for blødning, spontan abort, kromosomfejl, invasion fra rummet og fosterdød/dødfødsel) blegnede som farven på min røde Toyota starlet i sommersolen, så snart den respektive unge var ude. Så var der kun stor lykke og taknemmelighed. Tilbedelsen af det lille menneske og det fuldstændige magiske første møde med en stor. stor kærlighed. Paradisets porte smækkes op omend der også er søvnmangel, mere angst (for ulykker, vuggedød, pandemier og sygdomme) og ambivalens i baby-paradiset.

En mandag i november 2019

Jeg tog til Sct Petersburg med min ældste datter på 15 i en stemning af fest og farver og turen bød både på ballet, det historisk/politiske museum og masser af pigefnis. Desværre blev jeg mega-vemodigt over at komme ind i klinikken, fordi jeg tænkte på sidst jeg var her og på Vidar. Så jeg sad og græd lidt hos min patient-koordinator Ann, som var utrolig sød og straks ville hælde the og søde sager på mig. Russere kurerer lidt af hvert indenfor hjertesorg med sort the (og vodka, mistænker jeg). Og terapi, hun skrev senere til mig at der var opstået et hul i psykologens kalender samme i aften.

Det var bare det hele er hårdt: Forskellen fra sidste gang jeg var der, så glad og forhåbningsfuld, og nu hvor jeg sidder helt trist og skal have en hysteroskopi (kontrol af livmoder med lille kamera). Ikke engang en embryo-transfer (opsætning af foster på 100 celle stadiet).

En tirsdag i november

Så var det nu. Havde ikke været i narcose siden 1981 (!) og er meget bange for det. Begge mine forældre tåler det dårligt. Jeg har fået lavet alt i lokalbedøvelse/ingenting/en pind at bide i: Ægudtagninger, evac/udskrabning og fødsler….men 20 min var for længe at tælle og lamaze’e mig igennem, så jeg ville se hvor galt det går med narcose (spoiler-alert: Det gik ret galt). Min datter fik min telefon og skulle screene mig før jeg fik den efter operationen, så jeg ikke sendte pinlige beskeder i stoned tilstand.

Men jeg var mere bekymret for at være sløv og ved siden af mig selv i ugevis – det var min mor hver gang nogen havde bedøvet hende, og ville helst ikke blive mere fucked end jeg allerede var af sorg. Jeg var så træt og bange, at jeg bare glædede mig til at sove. Jeg var flere timers søvn bagud, men kunne alligevel ikke sove aftenen før 00:30 og vågnede af skræk om morgenen morges kl 7. Ældstedatter havde sovet om formiddagen, så hun var selvfølgelig overdrevet frisk.

Det er vildt at nogen skulle kikke i livmoder indefra. Som ellers kun mine 6 børn har set. Dog uden lys. Senere på dagen fik jeg lov til at se videoen. Hvordan ser en træt gammel livmoder ud inde fra?

Jeg blev monteret trusseløs i papirskjole, OP-hue og blå futter på fødderne i en dejlig blød seng med hvid dyne og lyserødt tæppe.

Så lå jeg og ventede og så til mens de baksede en svimmel og meget skæv medpatient ind. Hun snakkede en del om sin stædighed på en smuk blanding af svensk og engelsk og prøvede ganske rigtigt ret stædigt at komme ud af sengen, Men hun skulle udenom en læge og en sygeplejerske, der på den anden side var rørende enige med hinanden om, at hun skulle forblive i sengen.

Suk, ikke et særligt beroligende syn for en bedøvelses-paranoid mamzie. Det var lidt sådan “Waiter?! I’m NOT having whatever she had, please”.

Da jeg lå på lejet på operationsstuen med benene i bøjler, pakket ind som en julegave, men med bar rumpe, mindede det mig så meget om Vidars fødsel, at jeg ikke turde sige noget af frygt for at begynde at græde. De brokkede sig over jeg var så nervøs, at jeg kontraherede perifert og de derfor ikke kunne lægge drop på mig. Jeg fik mumlet noget frem om en fødsel af et dødt barn for 3,5 mrd siden og en stor blødning, som jeg var ved at dø af – så jeg var bange. Jeg ville have, det skulle være OK jeg var bange. Hvorfor skal det altid være MIT ansvar at de ikke kan stikke mig? Jeg kritiseret aldrig mine patienter for at være umulige at stikke. Hvis jeg (og andre) kunne dillattere perifert (slappe af i venerne på hænderne) på kommando gjorde jeg det, ikke? Jeg skælder sgu ikke mine skidebange fødepatienter ud, hvis de er svære for mig at stikke i.

Således sur og gnaven til de fik venflon’en i mig i 3. forsøg efter først en del stikken rundt i min albuebøjning. Til sidst havde jeg henvist til mine udemærkede vener på håndryggene. Der bredte sig en vis lettelse hos personalet da de endelig havde en IV-adgang i mig og dermed udsigt til at få mig til at flette næbbet (som min teenager ville have sagt) ved at sende mig i drømmeland.

Så sved det i hånden, min puls steg til 130 før jeg så en fin orange tåge bag mine lukkede øjne. Så var der tom skærm indtil jeg vågnede en time senere ved at nogle sagde mit navn.

Jeg fulgte lydigt med til den hvide og lyserøde seng og blundede videre der til de serverede noget morgenmad (som jeg ikke kunne tåle) og en sygeplejerske hentede min datter med min medbragte morgenmad (som jeg godt kunne tåle).

Det var rart at se min datter igen og skylle en masse the ned.  Ældstedatter slog wifi fra min telefon, før hun meget tøvende gav mig den.

Så sad hun oppe hos mig i sengen og jeg følte mig tryg og rolig, med efterveer og en tåget hjerne, så hele situationen mindede mig om dengang jeg fødte hende i mit soveværelse for næsten 16 år siden og synes hun var det smukkeste barn, jeg nogensinde havde set.

Jeg fik nogle suspekte piller – og spurgte om det var morfin – nej da – forsikrede sygeplejersken mig. Men da jeg kikkede nærmere på den stor der, på russisk “ketohan”. Mon ikke det er bare lidt i familie med ketogan? Jeg blev i al fald topskæv, da jeg tog en af pillerne, som anvist efter aftensmaden. Hvad skete der med good old ipren?

Efter 1 times operation, som skulle kun have taget 20 min og 2 t på opvågning – og 7 kopper the var jeg ok nok til at gå en tur gennem byen og på marked for at få de få timers dagslys med. Det hele sejlede, men jeg havde godt fat i ældstedatters arm.

Jeg har ikke fået morfin, kun propofol, men var pænt ved siden af mig selv, små pupiller og overhovedet ikke ondt nogen steder. Good shit. Jeg drak 3 kopper kaffe inden lægesamtalen, men det blev jeg ikke mere klar i hovedet af. Jeg var så snadret stadigvæk at ældstedatter ville igen beslaglægge min mobil. Hun tager af gode grunde ingen chancer med mig og sociale medier og læser også jævnligt korrektur på denne blog.

Lægen viste en fascinerende video af indersiden af min livmoder og forklarede jeg havde et myom (en lille muskelknude 1X1,5 cm) på indersiden af uterus tæt på cervikal kanalen/indgangen til livmoderen, i kaviteten. Den har formentligt været der et stykke tid og har med stor sandsynlighed givet blødningen i starten af Vidars graviditet (dvs har været en medvirkende faktor til hans placenta/moderkage ikke virkede godt nok). De havde fjernet den (derfor tog det en time) og nu skal min livmoder have ro til at hele så embryotransfer bliver først om nogle måneder. Det er logisk med smerter når de fjernede sådan en fætter – jeg havde herreondt i underlivet og følte virkeligt kroppen, især livmoderen skal restituere. Jeg fik 4 slags antibiotika og 2 slags medicin mod bivirkningerne af antibiotikaen. Livrem og seler. We like.

Det er vildt rart at være omgivet af folk som bare tror på vores projekt. De lægger ikke skjul på, at de ser det som en stort stor tragedie at vi mistede Vidar, alle har hørt om dødsfaldet og taler om alvorlig krise på en ikke tabu-belagt måde: Spørger om vi fik hjælp nok? Der er masser af saglig empati.

Mht fremtiden var det bare ren rutine: Så gør vi A, så gør vi B og hvis det ikke virker (dvs der kommer en baby ud af det) gør vi C og D og hvis det ikke virker E og F….det var SÅ beroligende

Næste blog handler om at tage helt til Rusland 2 gange i en coronatid for at få checket sin livmoder indvendigt, om hvordan en sur mellemlækker russer kan flirte 30 fertilitets-patienter over grænsen og hvorfor det er rart at blive pakket ind som en julegave i grønt papir når nogen roder i ens woha…… og hvor længe der gik før jeg kom af sted til en embryontransfer.

3 Replies to “Retur til Rusland”

  1. Kære søde Karen. Hvorfor har jeg ikke set dette blogindlæg før nu?? Tak for at du deler. (Og har jeg fortalt dig at jeg i 1995 læste på uni i Sankt Petersborg? (“Resting bitchface” 😂) )

    Jeg beundrer dit mod og din vilje.. Og hvor er det dejligt, at læse at livet (også barnets første 12 uger i moders liv) tages så alvorligt.. ❤❤

    Glæder mig til at læse de næste blogindlæg, som jeg ikke har læst endnu..

    Pas på dig ❤❤
    Kram
    Nadia

    1. nej, hvor er du sej – du er godt nok et sandt internationalt menneske. mange kram Karen

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *