Gender release II

Denne blog handler om at fortælle børnene om babyen, knuste hjerter, dødskortet, ligeløn og holde genderrelease party igen for 2. gang på knap 2 år

Gæt hvad vi skal? Vi skal have en baby

”Vi skal ikke ud på skovtur vel??”, brokkede børnene da vi reserverede søndag middag og trillede romkugler. Navnlig de 2 store har et sundt og naturligt had til frisk luft og natur. Her vil nogle ikke-københavnere ryste på hovedet og sige, ”jæ det får maj u å at lade sine børn vokse op på stenbroen” men jeg tror snarere de har fået en overdosis skov, bål, kilde, strandhytte, shelter og telt-overnatninger… i deres barndom FØR vi forældre blev gamle og magelige… og intet, INTET slår naturlig en dejlig eftermiddag på værelset med mobilen inden for rækkevidde, for en teenager. Det blev der ikke noget af den eftermiddag; I stedet smed vi en æske på bordet til eftermiddagskaffen. Den indeholdt seneste scanningsbillede, chokolade og forskellige opgaver (ikke noget uoverkommeligt, vi taler ”arrangere gender release party”, ”bære baby op til alteret til dåben”, ”nusse maven og babyen hver aften”) og covid-optimistiske invitationer (til fødsel og fødselsforberedelse). Der var 4 bånd at trække i og de fik en ende hver.

På den måde fik børnene endeligt at vide jeg var gravid 12+3.

Og jeg tog graviditetstøj på under min evige uldponcho, som nærmest var vokset fast på mig, for så i bedste stripperstil at smide den og fremvise min nye ”oops i did i again” graviditets-tshirt.

Graviditeten har været så sur og angstfyldt indtil videre, at det føles megarigtigt at fejret milepælene. Det var en fantastisk overraskelse for børnene at jeg er gravid. Eftermiddagen gik med snak, kram og tårer, planlægning og drømme. I dagene efter kunne jeg mærke, at vi gik fra en familie på 6 levende medlemmer til een på 7 levende medlemmer den dag. Os 6 og ”babyen”, er den temmelig uoriginale arbejdstitel til væsenet i maven. Samtidig lukker det op for deres sorg og bearbejdelse. Vores 3 datter på 9 år fortalte:

”Jeg kan huske at I kaldte de 2 store op i soveværelset og så kom de ned igen lidt efter og græd. Så kom far ned til mig og (vores yngste på 7) og sagde med sådan en meget alvorlig stemme ”de baby is dood gegaan vannacht” (hollandsk: babyen er død i nat). Jeg er bange for at denne her baby også dør, men heldigvis kommer den snart ud.” Snart og snart. Heldigvis har hun lavet en afkrydsningsliste og hængt den op på køleskabet, så vi ikke misser igangsættelsen på Riget (mere om det senere)

Knuste hjerter

Mit energiniveau var meget lavt i uge 12-13-14: Efter 10 timers salig nattesøvn (se sidste blog) og dagens første antihistamin havde min kvalme fortaget sig MEN jeg var lige til hælde i seng igen (antihistamin er det sammen som søsygetabletter, man bliver møgtræt af dem). Læst i næste blogindlæg hvad der skete da jeg prøvede at trappe helt ud af dem. Jeg var heller ikke særlig glad og så bange og bekymret, at jeg ikke havde meget lyst til at stå op om morgenen. Fordi blødningen var ophørt trappede jeg langsom op på det ydmyge, men vigtige medicin så forhåbentlig kan redde denne baby fra IUGR, placentasvigt og tidlig død. Jeg gik fra 75 mg aspirin (1 pille) til 100 mg (ca 1,3 pille, der var delt med køkkenkniv da pillerne ikke havde en delekærv) til 150 mg med museskridt, så blødningen ikke skulle begynde igen. Aspirin kunne måske have forbedret Vidars moderkage/placenta nok til at lade ham overleve, men fordi der ikke var fortegn på problemer, fik jeg det ikke i hans graviditet.

Desuden får jeg 4000 IE clexane, som den lede storebror til aspirin. Det tages som daglig sprøjte, gør pisse ondt og giver blå mærker. Værre er dog at de danske og russiske læger er lodret uenige. Lad mig skitsere konflikten: Den danske overlæge som er utrolig sød og tillidsvækkende, siger jeg skal stoppe clexane (og fordoble aspirin) ellers risikerer jeg at holde blødningen i gang og ende med alt alt alt for tidlig vandafgang (= baby dør).

Den russiske fertilitetsklinik siger jeg skal fortsætte clexane ellers kan placenta blive dårlig (=baby dør) OG FOR GUDS SKYLD IKKE FORDOBLE ASPIRIN for DET giver blødning (= baby dør).

Og hvem skulle mon tage beslutningen om hvad jeg skal gøre og dermed bære ansvaret hvis det går galt? MIG – og jeg er jo bare en lille SKIDEBANGE gravid. Jeg sov på det og valgte russernes råd for de er kloge på ældgamle gravide og jeg skulle jo for helvede vælge side. De gik nølende med til jeg forøgede aspirin gradvist, så jeg tilnærmede mig den danske anbefaling. Og min rare obstetriker i Danmark lod taktfuldt diskussionen om clexane ligge. Til gengæld opretholdt russerne stadigt totalt forbud mod motion, som jeg efter talrige frugtesløse protester og forhandlinger teenagersurmulende rettede mig efter.

Men hermed var læge-diskussionerne ikke slut

Dødskortet og mangel på samme

Jeg er bare træt af at få smasket dødskortet op i fjæset af lægerne, hver gang jeg ikke lige vil som de vil, mht. at føde på sygehus og blive sat i gang. Det er sket hver eneste gang jeg har født et levende barn i løbet af de sidste 17 år og det er som bekendt sket et par gange. 4 gange har jeg gjort, som jeg synes var forsvarligt ud fra min faglige viden, og ingen er døde, selvom jeg fødte hjemme og gik op til 19 dage over tiden. Hverken mig, ungen eller naboens kanariefugl. Ungerne galopperede rundt i maven på mig, jeg fulgte alle kontroller (CTG og scanning hver anden dag) og alt så fint ud. Én af dem havde slidt sin moderkage op 41+3 og så fik jeg promte taget vandet og fødte. Kort sagt gav jeg det fødested, som jeg var tilknyttet, en del ekstra arbejde, men det synes jeg godt man må som patient. Der har ikke været merværdi for mig ved at føde ved sygehus, bare risiko for overbehandling og øget risiko for indgreb som kop og kejsersnit. Og der sparede jeg jo så mit fødested for en del arbejde og udgifter.

Een af mine veninder har en sauna: Jeg kunne brænde den ned, så jaloux er jeg, men jeg har ikke gjort det endnu fordi jeg indimellem bliver inviteret med.

Den tidlige patologiske graviditet ved jeg til gengæld ikke noget om, men jeg fik at vide af lægerne at det ikke var gentagelses-risiko på hyperspiraliseret navlesnor som medførende væksthæmning/IUGR og død hos Emmanuel.

Blodfortyndende eller ekstra kontroller var ikke nødvendige med Vidar, selvom jeg var 45 og ikke lagde skjul på at hele min familie havde diabetes og hjertekarsygdomme selvom de er/var normalvægtige. Både fertilitetsklinikken, egen læge og de to tilknyttede sygehus (ikke der hvor jeg går i dag) var helt rolige på mine vegne. Det utrolige var de faktisk var helt enige.

Men Vidar døde af det samme som Emmanuel. Det der, der ikke ville gentage sig. Og jeg blødte værre i denne graviditet end med Vidar efter min livmoder i mellemtiden var ryddet for polyp, myom og det løse, selvom russerne havde sagt det ikke ville gentage sig. Frygtelige voldsomme blødninger med abortveer, koagler og kramper. Jeg var så medtaget og skidebange. Og værre endnu: Jeg følte mig ikke tryg (se blog Når russere spiller ishockey og mere om danmarkmesterskabet i stædighed)

Jeg føler IKKE de læger er sådan lidt laisse faire over hele linien, for de vil gerne skræmme livet af mig, når det IKKE er nødvendigt. Men når det er dødhamrende nødvendigt at kontrollere mig og medicinere mig, så havde de med Vidar en “det går nok” holdning. Jeg kan bare ikke ryste den følelse af mig at Vidar måske døde unødvendigt. Det er jo skidenemt at være bagklog, men både hr Ingversen og jeg er meget glade for at der er bedre styr på det hele nu, i denne babys graviditet med flere kontroller og vi bliver taget mere alvorligt. Kort sagt var jeg stadig møgsur og bange og luftede disse frustrationer overfor min førnævnte utroligt søde obstetriker. Han indrømmede at lægerne nok er ret dårlige til at synes en tidlig graviditet (før uge 23, som er levedygtighedsgrænsen) er lige så vigtig som en sen (efter uge 23 og især hen mod terminen) ….og at det er en skidt tendens.

I Danmark får man i standartbehandling 2 scanninger (uge 12 og 18) og 3-4 korte tider hos en jdm og thats it. De søde jordemødre, sonografer, sygeplejersker og læger i jordemodercentre og og svangreambulatorier, gør hvad de kan, ingen tvivl om det, men de kan ikke trylle mere tid frem. Det er for lidt omsorg og forebyggelse og det er de politikere der bestemmer budgetterne, der er ansvarlige her. De skaber en syg føde- og svangre-kultur, hvor man ikke giver gravide/fødende/barslende/familierne nok omsorg. Ren kvinde og familie-bashing…..fortsættes nedenunder.

Jeg har heldigvis fået 2 misdannelsesscanninger (charmerende navn, men det får være) i uge 16 og 20. Og skal derefter scannes for om baby vokser, som den skal (IUGR) hver 3. uge. Desuden har jeg fået en fortryllende sød og erfaren jordemoder med speciale for sårbare gravide. Det betaler sig at være ærlig om sin sårbarhed, vil jeg lige give som råd til andre gravide.

Genderrelease version 2.0:I må ikke skrige….

“I må ikke skrige” formaner min søster, som ved at jeg har overtaget mine teenageres irriterende vane med at hyle op i begejstring….bedøm selv om det lykkedes

Naturen lavede som sædvanligt en spoiler på den fest: Jeg stoppede med østrogen i uge 12 og opdagede så at der var en en lille pige derinde, for mine bryster er stadigt ved at sprænges (og det er ikke ligefrem små faste a-skåle til dagligt) og gorilla-behåringen på benene (som tyder på dreng) dukkede ikke op. Kvalmen var slet ikke til at regne med – den har været så meget mildere pga binyrebarkhormon og antihistamin – og lige den plejer at være en vigtig indikator på køn: Piger 4-8 opkastninger/døgn, drenge kun 1 opkastning/døgn. Tak drenge, det kan godt være I er urimeligt længe om at udvikle finmotorik og hygiejnisk sans, men den skal I have: Mindre kvalme/bræk.

Søster, Hr Ingversen og de 4 fremtidige mandefagsmedarbejdere.

I uge 13 var jeg i læsegruppe (Statistik, faget ingen psykolog kan klare sig uden), da de ringede fra Rigshospitalet og jeg gemte mig i et soveværelse, mens min studiekammerat Sofie fik kønnet at vide og bagefter sms’ede det til ældste datter, så hun og den næstældste kunne arrangere gender release party til dagen efter!!! Med små lyserøde sommerfugle i maven satte jeg banan muffins med henholdsvis blåbær og hindbær i ovnen. Som med Vidar fik vores 2 store piger (ældste og næstældste datter) på 17 og 13 år besked om kønnet, mens vi voksne/forældrene ikke vidste noget. Dvs. de 2 ældste døtre kendte kønnet dagen før alle os andre og var MEGET HEMMELIGHEDSFULDE. De omsatte med et informationsniveau svarende til PET’s et antal hundredekronesedler hos føtex, som var det eneste der var covid-åbent OG pushede festartikler. Så arrangerede de et større kaffebord pyntet i den rigtige farve før vi blev sluppet ind. Det var sølle 6 dage efter de havde fået vide der var en baby og nu kom så kønnet oveni.

Så blev vi, dvs de 2 yngste på 6 og 9 år, min mand og min søster hentet fra soveværelset for at opdage om det var en dreng eller pige i min mave.

EN PIGE!! Forhåbentlig stærkere end sine brødre som har en overlevelse på 33%. Ikke imponerende. Vi er lettede over at hun er en lille dame. Kvinderne i min familie er nu engang gjort af et stærkere stof end mændene, så vi håber vi får lov at beholde hende.

Jeg tror vi ville have valgt pige hvis vi kunne vælge, fordi vi ikke er overbeviste om de dødsfald ikke er relaterede til køn. Selvfølgelig er der en lille gnist af sorg over at det er så svært med drengenes overlevelse og der ikke lige kommer en sidste kraftkarl og beviser det modsatte … sådan har jeg det selv i al fald. Og efter vi fandt ud af at Vidar var en dreng var der jo den drøm med to brødre, at Eik fik en bror. To små mænd i jakkesæt. Men mange drenge har ikke en bror og det er mest fordi jeg har været gravid med en dreng at det der lille jakkesæt flagrede væk, med en let smerte.

Men jeg klager ikke – just call me Queen bee. I stedet lå jeg med hjerter i øjnene om aftenen og tænkte på alle de kjoler, jeg havde pakket ned i kælderen til mine børnebørn, som jeg skal have frem igen. Jeg har kun een eneste bekymring på min yngste ufødte datters vegne, udover om hun overlever graviditeten, og det er hvordan hun skal klare sig økonomisk i dette lorteland, hvis hun er lige så dum som sin mor og vælger et kvindefag. For de seneste uger har været grimme for min tillid til politikerne og systemet. Som bekendt siger jordemødre i stort tal nej tak til at arbejde under til tider ekstremt ringe arbejdsvilkår til en generelt ekstremt ringe løn. Også selvom et farvel til det danske jordemoder-liv betyder, at de skal rejse til Norge for at arbejde eller, som mig, skal fordybe sig i næbdyr på et obskurt studie. Nogle brænder ud, fordi de oplever at skulle behandle kvinder, familier og børn – det deres faglige hjerter brænder for – som useriøst, uvigtigt samlebåndsarbejde. Den medfølgende jordemodermangel har politikerne i årevis løst ved bare at uddanne flere jordemødre, som om vi bare var brugsdyr. Og i øvrigt INTET gøre for løn eller arbejdsvilkår. Nu kan politikerne bare ikke følge med mere med at levere friske unge jordemødre, fordi burkyllingerne, de jordemoderstuderende, OGSÅ siger fra. Er det så der politikerne siger (som de gjorde i Norge da de stod med samme problem): “Nå NU skal de sgu have noget mere i løn, kællinger eller ej, så hele møllen ikke går i stå”. Nej da, så ansætter de da bare en anden faggruppe (sygeplejersker, og ikke et ondt ord om dem) i jordemoderstillinger. “Tjaaa piger, kan I ikke lide lugten i bageriet…”.

Her taler en russisk kvinde alvorsord til en gris på en skraldespand i Sankt Petersborg

Jeg har lært noget meget spændende på psykologi, ikke kun en masse om næbdyr og rotter, men bla. om noget der hedder aversiv sexisme. Det er den der manøvre hvor sexismen ikke forsvinder, men bare går under jorden: Vi LADER som om der er ligestilling, men i virkeligheden behandler vi kvinder (fx jordemødre og fødende, som jo helt overvejende er kvinder) på en fuldstændig irrationel dårlig måde. Aldrig har jeg set en faggruppe blive ringeagtet så meget politisk set og respekteret så meget af den brede befolkning. Nu må I gerne bevise, kære politikere til højre og venstre, mænd og kvinder, at I ikke er en flok sexister som et eller andet sted stadigt mener kvinder kan behandles som andenrangs mennesker, når det er billigere, muligt og mere bekvemt for jer.

Jeg prøver at opdrage mine døtre til at vælge gode traditionelle mandefag (tandlæge, psykolog, ingeniør, selvstændige håndværkere…) for at de ikke skal have så hårdt et arbejdsliv, som jeg har haft selv har haft. Men jeg synes ikke det er i orden, at det at vælge et kvindefag er lig med dårlig løn. Og hvem tænker vi efterhånden skal passe de kvindefag, hvis kvinderne ikke gider mere? mændene?? Nej vel…

Få uger efter sad jeg i sengen og krammede og så en pigefilm med min 13-årige, jeg var forkølet og hun havde monster-vokseværk og online-skole-krise….jeg bare takkede min Gudinde og skaber for at jeg får en datter-runde mere. Forhåbentligt. Jeg var i 16. Uge da og afventede de der hyggelige og magiske spark og bevægelser fra baby, som gør at det hele ER DET VÆRD.

De var der ikke endnu, kun små bitte tilfældige puf, hvor jeg ikke var sikker på, det var hende jeg mærkede.

Næste blog handler om svigermors skarpe tunge, at tisse i bukserne med værdighed og brække sig i papirkurven UDEN VÆRDIGHED, at løbetræne med en dunk, og nå til enden af den brændende slette.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *