På barsel uden baby

I dag handler det om hvad der slog Vidar ihjel, om at være på barsel uden en baby, om hvad der hjælper og den foruroligende old-mum-bashing der åbenbart kan følge med når man mister en baby som 45-årig. Jeg har været længe om at skrive dette indlæg da jeg faldt ned i et terminshul: Sindssygt nok stod vi der og var klar til den termins-krise på den officielle termin 26/11, som om det var nytårsaften 1999 og alle computere og computerstyrede ting (dvs. det hele) skulle brænde sammen. Hollænderen havde taget fri fra arbejde en eftermiddag, alverdens følelsesmæssig support og backup arrangeret. Sorg og krise: Bring it on, vi er beredte som grønspætter i stormvejr!

Og så sker der ligesom i 1999: SLET ingenting…..Alle ånder lettet op. Der går en uge: Stadigt alt vel og jeg tænker O yeah, jeg er for en gangs skyld sluppet BILLIGT. Men så kommer den forbaskede krise 11 dage efter!!! En helt almindelig lørdag føler jeg pludselig jeg er blevet slået ned med en hegnspæl af sorg. Jeg fatter ikke en bjælde før sagens sammenhæng går op for mig flere dage efter: Jeg plejer nemlig at gå 10-19 dage over tiden og derfor var min underbevidsthed og mit pattedyrsjeg (se https://www.artnbirth.dk/2019/10/24/vores-lillebitte-doede-gangster-i-bagagerummet/) først begyndt at undre sig af hvor den baby blev af 1,5 uges penge efter den officielle termin. Og derfor kom den krise ligeså fint dryssende længe efter den ”rigtige” dato.

Jeg var pludselig totalt ulykkelig og gik lidt bims over min terminskrise – smækkede mig også ude denne uge, roder rundt i dagene og kom en time for tidligt hos psykologen. FANME GODT JEG IKKE ARBEJDER NU og derfor ikke har max ansvar for minimum 2 mennesker (mor og barn, og nogen gange en blegsvedende partner/farmand), udover mig selv. Jeg gider ikke rigtigt sørge mere, men det bestemmer jeg ikke selv. Så jeg venter tålmodigt. This too will pas.

Hvad døde Vidar af

Den 10/9 var der svar på DNA-analysen og vi fik at vide vores lille mand havde normale kromosomer. Det skulle han sørme også gerne have efter alle de test før og i graviditeten, der alle viste vi skulle have en normal dreng. Men den slags kan jo smutte og derfor er der taget en achilles-sene-biopsi på Vidar. De udvidede tests på risiko for blodpropper hos mig er også normale (faktor 5 Leiden og den slags). Der er ikke fundet noget unormalt mht. blodets størkning og mit koagulationssystem.

Så vi var stadigt ikke tættere på det store HVORFOR?

Et par uger efter kom obduktionsrapporten og den nærlæste vi og diskuterede med vores ven Jeroen, som er obstetriker/fødselslæge i Holland, vores russiske fertilitetslæge Alena og endeligt obstetriker/fødselslæge Eleonora på Herlev.

Vidar var død af en dårligt fungerende placenta og en potentiel elendig navlesnor, som de sidste 2 uger af hans liv forsynede ham dårligt, så han tabte sig og til sidst døde. Processen er begyndt i uge 21, dvs. inden han kunne reddes med lungemodnende medicin og forløsning. Han har ingen misdannelser.Årsagen til den dårligt fungerende placenta er formentligt en blanding af :

  1. et myom (muskelknude) nederst i min livmoder (cervikalkanalen) som ikke kunne ses på en scanning men gav blødning og kramper i livmoderen som førte til blødning og
  2. jeg havde svært ved at tåle den type progesteron (graviditetsbevarende medicin) og optog den dårligt, det gav også blødning så jeg måtte have store mængder blødningsstoppende medicin jeg fik i starten af graviditeten for at holde på ham, så jeg ikke aborterede (se blogXXX). Blødningsmedicinen stopper blødningen, men har også blokket en masse små kar i moderkagen til så den ikke fungerede ordentligt fra uge 21.
  3. Desuden havde både Vidar og Emmanuel (vores søn, som døde i uge 17 tilbage i 2010) haft “dårlige” hyperspiraliserede navlesnore, som også kan være farlige. Men det med navlesnorene er et ubelyst hjørne af obstetrikken, så ingen ved hvor farligt det egentligt er og man screener/scanner ikke for det. Der er selvfølgeligt ikke en dyt at gøre ved det, andet end at vente spændt. Så selvom de havde normale kromosomer, har jeg en tendens til at lave dårligt fungerende navlesnor, hvad jeg dog heldigvis ikke gør hver gang.
  4. Vidar havde også lavet den basisfejl at hæfte sin navlesnor meget yderligt på moderkagen, som også kan give problemer med fostertilvækst og blodforsyning.

Så det er ligesom 4 skiver emmentaler stillet op på række hvor hvert hul tilfældigt ligger op af hinanden, så resultatet blev at Vidar døde selvom han var en sund og rask baby af 4 X uheld oveni hinanden. Havde bare én af de faktorer ikke været der kunne han have overlevet. Anbefalingen er at jeg følges tæt i en eventuel næste graviditet af obstetriker. Risikoen for gentagelse i en eventuel næste graviditet er meget lille. I følge de kloge læger har Vidar ikke lidt og han er i al fald død omgivet af velkendte lyde, varmt vand og usigelig kærlighed.

Hvordan har vi det med resultatet: Sådan en rapport er sådan cirka den værste læsning for en forælder. Jeg græd og græd og var svært taknemmeligt for de 3 søde læger som tålmodigt gennemgik rapporten med os. Det eneste der formilder det er :

  1. At Vidar ikke har lidt og
  2. Han var jo allerede er død, det stod hævet over enhver tvivl, uanset hvad den rapport sagde.
  3. At det ikke kunne være forebygget, den hjælper på den evige dårlige mor-samvittighed – skulle jeg ikke have spist så meget vandmelon (blodsukker), badet i den kilde (bakterier), arbejdet så meget (stress), trænet i centret (find selv på faren)…det er så nemt at give sig selv skylden, selvom man hverken har drukket, røget, sniffet eller ….jeg har knap nok BANDET i den graviditet. God dam it.
  4. At der ikke umiddelbart er gentagelsesrisiko eller risiko for vores døtres/svigerdøtres fremtidige graviditeter.

Så er det en god viden at have, at han ikke kunne være reddet pga. alle de 4 faktorer var der! Placenta satte ud et stykke tid før han døde, han har tabt sig – en del. Alt var gået galt før han var levedygtig. Der er ingen tegn han er død pga. noget alders-relateret hos mig og det er jo meget godt at vide…. Hvad jeg ellers af nogle af de ældre medlemmer af vores netværk jævnligt får udpeget som en plausibel årsag. I bedste mening, selvfølgeligt. Alle må tænke sit om vores kontroversielle valg om at blive gravide i høj alder, men lad være med at dele det med mig hvis det tangerer “old mum bashing” – så bliver jeg ked af det. Eller rettere endnu mere ked af det end jeg allerede var i forvejen. Her har Isa tegnet Vidars fødsel

Old mum bashing

Hvad er old mum bashing? Som jeg har stavet for alle mennesker og skrevet en del om er vi blevet gravide med ægsortering – tidligere PGS nu hedder det PGT-A – så vi har fået et genetisk raskt æg sat op. Metoden er på vej til Danmark, så småt. Se mere her ttps://www.gentoftehospital.dk/presse-og-nyt/pressemeddelelser-og-nyheder/nyheder/Sider/nyhedfertilitet.aspx PGT-A og andre metoder gør det praktisk muligt at få sunde børn i høj alder. Men den info går helt hen over hovedet på nogle i vores omgivelser. De er sikre på at vi har mistet Vidar fordi jeg er en gammel ko. Og de er ikke bange for at fortælle mig det.

Sætninger som ”I prøver da ikke igen, vel?”, “Vil du virkeligt udsætte dine børn og dig selv for det een gang til” (så tager vi også for givet et eventuelt næste barn også dør) eller ”Du skal virkeligt tænke dig godt om” falder på stenet grund hos mig.

Vores (altså mit og hollænderens) ønske er at prøve igen, fordi det virkeligt er for trist at slutte med et dødt barn, ikke mindst når vi har 2 gode 100 celler store forsterforstadier/embryoner i fryseren – vel at mærke embryoner som har kostet hestedoser medicin, skrækindjagende beløb og lidelser at få vredet ud – er vores private og ikke noget jeg gider få reprimander eller skæld ud på.

Nu er jeg jo både en gammel dame og vintage-mor, men der findes jo utroligt nok damer som er ÆLDRE end mig. Og nogle af dem viser sig helt umotiveret at have en utrolig masse (efter min mening) sårende og ikke særligt feministiske holdninger til om man må få et barn mere når man:

  • Er kn 46 år ung
  • Har 4 levende børn
  • Har mistet henholdsvis en søn som 36- og 45-årig uden aldersrelateret grund.

Den starter allerede ved damer ca 5-10 år ældre end mig. Typisk har de en sorgfuld historie om en graviditet hos dem selv da de var i 40’erne som ikke blev til noget. Jeg ved godt der er en masse oprigtig omsorg for mig og min familie blandet ind i alle de gode råd jeg får om at tænke mig RIIIGTIGT godt om inden jeg prøver igen. Men det virker på mig som om en masse kvinder i ovennævnte aldersgruppe ikke helt synes det er OK at generationen efter dem har andre muligheder ud i fertilitet end de selv havde, eller har jeg skudt helt ved siden af målet der?

Det er jeg ked af – for vi skulle alle sammen, alle os kvinder og et par mænd VÆRE RIGTIGT GLADE.

For hey, her kom selveste ligestillingen lige smadrende ind af døren der, uden kamp, parader og topløse demonstrationer, freebleeding og missehatte (Pussyhats – Trump, remember??). Med noget teknologi som gør gamle koner i stand til at får børn, lige som gamle mænd har fået siden tidernes morgen. De gamle koner kan få dem alene med donorsæd, med unge eller gamle mande- eller pige-kærester og med donoræg, hvis deres egne ægreserver er tømte. Og det er ikke dyrere end de fleste kan være med.

Men old mum bashing af en gammel dame, som har mistet et barn, er også noget så banalt som god gammeldags bagklogskab. Og bagklogskab er jo superlet. Det gik galt, så nu skal du høre hvor dårlig din beslutning var, men hvis alt var gået fint, havde jeg ikke sagt noget.

Før min første fødsel i det herrens år 2003 skortede det heller ikke på velmenende råd. Jeg ville føde hjemme, da jeg ligesom selv var hjemmefødselsjordemoder, var sund og rask og man har jo heller ikke selv en PC derhjemme, hvis man sælger MAC som sit arbejde, vel? Flere af mine jordemoderkollegaer mente jeg ville ende ude på Hvidovre fødegang for at få en epidural før veerne rigtigt tog fat, skrigende af smerter og i total fortrydelse over min naive beslutning om at føde øko hjemme. Heldigvis havde jeg en jordemoderveninde, som troede nok på projektet at hun gik på kald på fødslen – dvs. jeg måtte ringe hende ud til fødslen som beklageligvis lå i julefrokosthøjsæsonen (dvs. ingen snaps til hende i december 2003). Smerterne var selvfølgeligt én ting, men jeg husker også min onde stedmors (fars kone nummer et eller andet) ord om at nu ville jeg jo få et hjerneskadet barn og havde skyldfølelse resten af mit liv pga. min egoistiske beslutning om at føde hjemme. Skidt være med at jeg som sagt var sund som en økologisk pastinak og med en anamnese så ren som en ubrugt ble (det var den dengang – nu er den blevet noget blakket). Men var der nogen af de mange skeptikere der sagde ”nåmmen det gik da meget godt” EFTER jeg havde født fint og flot fri for epidural, en sund og rask unge hjemme (verdens smukkeste barn endda, hvis jeg selv skulle sige det)???

 Nøøøøøø, bifaldet udeblev fuldstændigt fra alle dommedagsprofeterne.

Men lur mig om jeg ikke havde fået en masse bedrevidende bavl hvis jeg var blevet overflyttet eller noget var gået galt: MON IKKE

Min svigermor gjorde kort proces her i efteråret og sagde “jamen hvad nu når den næste også dør, det kan I jo ikke risikere”. Jo øh livet i al almindelighed er én lang række risikoer og børn i særdeleshed.

Sidst jeg fik et dødfødt barn skulle jeg ikke bokse med utidig indblanding i mit privatliv eller alders-facisme. Der skulle jeg kun høre for at ungen ikke var et rigtigt barn, fordi han var 1. måned for ung – uge 17, grænsen går ved uge 22.

Konklusionen: Lad mig nu få det antal unger, jeg har forhandlet mig frem til med min bedre halvdel. Og lad være med at give min alder skyld for noget den ikke er skyld i. Jeg ved sgu ikke hvad de unger laver inde i min krop med lyset slukket, andet end det hyppigere går godt end skidt. Jeg ved ikke hvorfor der vælter den ene sunde, store tykke tøs efter den anden ud, mens drenge har en virkelig skidt track record. Jeg ved bare at min alder IKKE har noget med sagen at gøre.

Mænd og medmødre

Mænd her ikke så meget i klemme og er generelt oplever jeg dem som meget empatiske omkring babyønske og alder. De kan jo tit få børn i mange flere år end kvinder og har ofte ikke ligeså voldsomt et ønske om et eller flere børn, som kvinder.

Men mænd kan dog også være problematiske. Det hører jeg om på arbejde: Der er flere effektive måde at blive uvenner med sin hjertenskær i dødfødt baby-situationen. Ikke-gravide partnere i almindelighed og mænd i særdeleshed kan godt lide at ordne situationen så der atter er styr på tingene. Det er ikke en nem opgave når man står med en dødfødsel.

Man(d) kan feks. fikse sig selv ved at gå på arbejde, før ens babys aske er kold. Hende der har født, kan man som regel ikke arbejdfikse, men nogen gange er hun med på ideen. Nogen gange ikke. Jeg har ikke nogen mening om det – jeg kunne ikke selv går på arbejde direkte efter fødslen, uden at dø indeni, men for nogle fungerer det upåklageligt og som min teenager siger i tide og utide ”you do you”.

En anden måde at fikse en partner som lige har født en død baby, er at sige man IKKE vil have flere børn. Ever. Det giver jo på sin vis mening: ”DETTEHER vil vi da aldrig igen, vel skat? Du er sikkert fornuftig nok til aldrig at ville være gravid igen og opgive projektet.”

Ikke alle barselshormon-ristede nybagte mødre til en død baby er HEEELT enige. Enkelte tager selv et diskret forslag om snarlig sterilisation meget ilde op.

Igen kan jeg sagtens forstå kvinder som har fået nok! Især ved flere dødfødte børn kan det virkeligt være det mest egenomsorgsfulde valg at træffe at stoppe med at prøve at få et levende barn og lede efter andre ting end et barn (til), der skal fylde ens liv med kærlighed og mening. Der kan være medicinske grunde og masser af gode personlige grunde til at stoppe med at få børn efter et dødt barn, men det skal komme indefra. Også indefra den forælder, der var gravid. Ikke udefra.

Så far med lempe, kære fædre og medmødre.

SORG og LINEDANS

Sorg er en langsom og møjsommelig, proces samtidig med det er en linedans for ikke at skræmme folk væk/udsætte sig for diverse graden af social udelukkelse og være tro mod sig selv.

Man skal være stærk. Også ved sygdom…Det er farligt at sørge.

Der er dybest slags 5 mennesker på min vej:

  1. Dem der synes de skal opdrage mig. (se ovenfor) Det er velment, men ikke så vellykket
  2. Dem der er undgår mig i én alt eller intet narrativ: De tror at en kop kaffe ikke slår til, men at hvis skal ses med mig, skal de virkeligt gøre NOGET for mig, flytte ind, reparere min sorg – og hvem har overskud til det? Men rooolig nu, en kop kaffe er rigeligt, også for mig.
  3. Så er der de folk, der ikke ved hvad de skal sige, så de siger ikke så meget, spørger ikke ind og undgår mig lidt. Jeg tror de er bange for at jeg skal begynde at græde helt vildt eller bryde sammen på én eller anden måde, de er ansvarlige for at fikse. Og hvem føler de kan finde ud af det? Eller det er deres ansvar?  Det er svært at være sammen med de stille typer, for jeg føler mig nemt ensom og lidt forkert. Jeg er fyldt op af min sorg og hvis emnet ”du har lige mistet et barn og det er jo en life-event” ignoreres for meget af andre og jeg ikke selv får det bragt op får jeg det (om muligt) endnu dårligere. Det hele er kultur og det er vi jo alle til dels magtesløse overfor.
  4. Så er der mine tætte venner eller bare folk som kender mig godt f.eks fra arbejdsmæssige sammenhænge: De ved godt at en kop kaffe, en gåtur eller en grinetur er nok og jeg er stabil som en gammel Opel Kadett, som har fået meget service og har stået i garage året rundt. De har store mængder tolerance og kærlighed overfor mig og jeg overlever takket være dem og kan ikke takke dem nok.
  5. Og der er mere fjerne bekendtskaber som min grønthandler eller min revisor, som bare helt umotiveret udviser groundet empati og nul konfliktskyhed. Læs mere om min grønthandler senere her på blokken.

Sorg og lindring

Jeg går ind for at give den fuld gas: Sørge igennem og få al den hjælp nogen gider at give.

På den professionelle side er det

1.EMDR-terapi hos en meget dygtig (og sjov) psykolog Nike https://www.krak.dk/psykolog+nike+brandt+poulsen+kongens+lyngby/66873855/firma

2.  samtaler med en fantastiske frivillig (Mia) og en ansat (Anne) hos Landsforeningen spædbarnedød https://spaedbarnsdoed.dk/

Så er kreativitet også ren terapi for mig: Tegne, male, skrive og denne gang arbejde med keramik (se sidste blog https://www.artnbirth.dk/2019/11/12/babybisaettelse-for-begyndere/ Jeg er gået fra at dreje urtepotter til at lave en hel gravsten. Det må siges at være ambitiøst, men der sker noget godt når man sidder med fingrene nede i noget ler. Gravstenen dukker op her på bloggen senere. Så har jeg hængt ud 14 uger med min mand, som også holdt sorgorlov. Vi har snakket, grædt, gået ture, drukket the, gået i biffen, taget til stranden og han har været til alle lægesamtaler og kontroller sammen med mig.

14 uger sammen var en virkelig syret og smuk oplevelse efter 18 år, heraf 16 år med børn 24/7 og kun en enkelt kærestetur med lange mellemrum om året. Det kan anbefales, hvis man kan få sin partner med på spøgen.

Børn har også været en stor trøst – men også en udfordring: De næste 2 blogs handler om vores børn. Første er en beretning og en miniguide til at sørge med børn uden det bliver for meget, for lidt eller for mystisk. Så i 2020 kan du læse hvad sammenhængen er mellem lilla glimmer på morfars kiste, forsvundne vanter, om jul i Thailand med pornonisser og julemanden som en mager thai i gummistøvler.

Men først en julehilsen

Tiden bare går og går,
for de 3 vise kvinder, deres forældre og ham den yngste, der vogter får
Drømmen om et femte barn til vrimlen
blev kun til en ny stjerne på himlen

Til alle vi kender, siger vi glædelig jul og godt nyt år
Vi håber at tiden læger de mange sår
Må dit nye år 2020
på glædens, lysets og håbets vinger flyve

Kram fra os

5 Replies to “På barsel uden baby”

  1. Tak Karen,
    Din nøgterne iagttagelse af alle de konkrete detaljer, som sorgen også består af er både medrivende og (folke)oplysende. Og midt i al det sørgelige også lattervækkende.
    Du skriver fantastisk og jeg håber du en dag udgiver alle disse blogindlæg i bogform. De vil helt sikkert komme helt i toppen af min personlige “sorglitteraturkanon”

  2. Kære Karen
    Tak for din blog – du skriver fantastiskt og ærligt.
    De varmeste julehilsner til jer alle og de bedste ønsker for 2020 og jeres børneprojekt.
    Kærlig hilsen
    Tine

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *