Undercover som polak – eller fordelene ved det multikulturelle samfund

Denne blog handler om at ligne en polak, tale hollandsk som en retarderet og fordelene ved at bo i en multietnisk bydel.

Min på mange måder fantastiske, men desværre afdøde farmor kunne bedst lide sine grisefarvede medborgere. Det stemte hun efter og lagde absolut ikke skjul på. Farmor gik selv med tørklæde udendørs for ikke at få uorden i permanenten og som et alternativ til den evige hestehale så man ikke har hår i øjnene når det blæser, man skal luge et bed eller klappe en hund. Men hun havde ikke meget godt at sige om de damer der gjorde det af religiøse årsager. Jeg er sikker på det aldrig var kommet dertil hvis hun havde boet i København NV og oplevet fordelene ved at bo i en københavnsk dansk-arabisk bydel.

Jeg vil gerne starte med at bekende, at jeg selv var komplet ude af i stand til at integrere de år jeg selv var bosat i udlandet. Jeg flyttede i starten af det nye årtusind til Holland for at arbejde med hjemmefødsler. Jeg arbejdede på Hvidovre fødegang, vi skulle starte en hjemmefødselsordning, men problemet var bare at der ikke rigtigt var nogen der rent faktisk fødte hjemme. Kun under 1 %. Da jeg så hørte der var jordemodermangel i Holland kombineret med en hjemmefødselsrate på 30% bad jeg om 1 års orlov, fik en hollandsk autorisation, et arbejde i Rotterdam, tog 8 lektioner hollandsk på studieskolen, opmagasinerede mine ting og kørte til Holland i en lånt bil. Så langt så godt.

Jeg var 27, storryger, tynd som en pind og afbleget. Jeg havde endnu ikke indset værdier af ting som faste forhold og sund mad. Jeg opførte mig kort sagt som en idiot, som ikke kunne finde ud af at integrere på noget så simpelt som udseende: Hollandske kvinder dyrker det mere sporty og renskurede look med kort hår, uden ret mange smykker eller make-up og en tøjstil uden vægt på sexy. Det var kort sagt min egen skyld at integrationen knagede.

Alle var overbevist om at jeg polak. Så meget at jeg konstant blev spurgt om hvordan fødesystemet fungerede i Polen. Jeg havde haft 2 polske kollegaer på Hvidovre, så det kunne jeg da sagtens fortælle om, men et større problem var selvfølgeligt at jeg talte hollandsk som om jeg var mildt retarderet. Jeg havde naivt tænkt, at jeg da kunne slå over i engelsk hvis det blev too much, men der tog jeg fejl, for rigtigt mange i det sydlige Rotterdam ville eller kunne ikke tale engelsk. Når jeg ringede ind på en fødegang med en patient gik samtalen hurtigt i stå og jeg blev afbrudt og spurgt ”Jamen – er DU jordemoderen??” Oh jearh, jeg oplevede på egen krop at udlændinge bliver behandlet med nedladenhed og irritation over deres dårlige sprogkundskaber.

Nå men sprogkunskaberne var ikke værre end at jeg fandt en hollænder, Hr Ingversen, flyttede tilbage til Danmark med ham og blev gift. Et par år efter var accenten stort set væk fra mit hollandske, og vi flyttede som ung Dansk-Hollandsk familie med baby til skønne Amsterdam. Men integrere kunne jeg stadigt ikke finde ud af og allerede efter et år var jeg træt af at diskutere et evigungt emne som amning med min hollandske sundhedsplejerske. Hun fastholdt nemlig at når man ammer et barn på 9 måneder er resultatet tandskader, dårlig ernæringstilstand, ødelagt frigørelsesproces og at barnet ikke har energi til at blive rask ovenpå infektionssygdomme.  Ja faktisk alt dårligt der kan overgå et barn kan skyldes amning. Hun var selvsagt dundrende ligeglad, med at jeg selv var erfaren jordemoder. Efter 2 år var jeg også kørt død i at skændes med vores vuggestue i amsterdam (Dromelot, en steiner og ren økogisk institution) om brød med æblesirup med juice til frokost var rigtig mad for en 2 årig. Nej hun måtte ikke have madpakke med selv og de syntes jeg var en FRYGTELIG gimpe at nægte mit barn en sund og velsmagende god fuldkost med 99,9% sukker. Fuldstændigt som visse politikere synes at ungerne må æde de svinefrikadeller vuggestuen serverer, uanset hvad forældrene mener om den sag, så pædagogerne i Holland med stor uvilje på min stædighed mht hvad ungen skulle proppes med. Og jeg følte mig krænket på mit forældreskab.

DU kan formentligt godt forstå mig, men det er fordi vi kommer fra samme kultur – kultur er sådan et luske baggrundstæppe, som vi ikke helt tror på er der, fordi vi ikke ser det.

Min mand var for sin del træt af at alle vigtige og interessante møder med det arbejdende folk på sygehusene (læger især) lå efter kl 17. Der var de færdige med at læge derud af, men hanmåtte jo ofte gå for at hente sit barn inden vuggestuen lukkede kl 18.

Hele systemet var baseret på at et enkelt faderskab på ingen måde betyder man ikke kan deltage i møder kl 18-19 på daglig basis. FOR: MÆND ER FREDEDE SOM PANDABJØRNE KLASSE A I HOLLAND MHT. BØRN OG PLIGTER. That is just the way it is. Også selvom deres kone har døgnvagt. På daglig basis.

Jeg havde også udfordringer med at respektere de lokale skikke og traditioner: Jeg fnøs foragtet over den hollandske julemand (Sinter Klaas) og hans sorte hjælpere , som jeg syntes det var racisme og ikke kultur.

Det sled også på økonomien i den lille familie at betale 10.000 pr barn for sirupsmadderne og vuggestuepladsen og selvom jeg havde et skønt arbejde hos en dejlig jordemoderpraksis flygtede vi hjem til Danmark og vores elskede andelsforening i Eksotiske NordVest. Der blev ved med at opstå situationer i Holland, hvor jeg troede folk tog pis på mig og der var et skjult kamera et sted, men det var der ikke og det var helt alvorligt ment. Der er masser af ting jeg savner ved Holland og holder meget af ved hollænderne, men jeg var standardeksemplet på en udlænding som nægtede at integrere og klamrede sig til sine egne værdier, opdragelse, egen mad og egne skikke.

Men mine egne erfaringer som udlænding fyldte mig med respekt for de mennesker som lever hele deres voksne liv i en anden kultur.

Fordelene ved at bo i en multietnisk bydel:

Død er ikke tabu

Min grønthandler Amar https://www.krak.dk/al-basra+marked+københavn+n/66945420/firma altid flirter høfligt og respektfuldt med mig og alle andre hunkønsvæsener over 20-25år (der er ingen øvre aldersgrænse) som kommer i hans forretning, uanset hvordan jeg ser ud den dag. På hele kvindekønnets vegne vil jeg gerne sige tak for at nogen vil påtage sig at booste vores allesammens livsglæde. Samme grønthandler reagerede således da kan så mig komme ind efter indkøb, kort efter fødslen af Vidar (hvor jeg var 3 toner hvidere end normalt (pga blodtab) og (næsten) uden mave): ”Du har født – hvor er babyen?” Ikke noget katten om den varmegrød-over på den anden side af fortovet der.

Da han så hører Vidar er død er han meget empatisk om end vi ikke kommer så langt i samtale før en pædagog fra én af vores institutioner kommer og kondolerer. Denne pædagog når at fyre klassikeren af: ”Du har jo heldigvis 4 sunde børn, husk det”  (se blog https://www.artnbirth.dk/2019/12/20/paa-barsel-uden-baby/) og ja nu kommer der versaler BARE FORDI MAN HAR 5 BØRN BETYDER DET ALTSÅ IKKE MAN BARE KAN UNDVÆRE ÉN

Nå, men Amar venter til pædagogen er gået og siger så lige præcis det jeg tænker: sikke noget pjat at sige, du vil jo ikke undvære et eneste barn. Jeg er så ked af det på jeres vegne – osv.

Vi forstår nemlig hinanden. Amar og hans kone har også 4 børn og synes børne er noget af det vigtigste og en STOR gave. Og forståelse omkring værdien af børn og naturligheden omkring død oplever jeg stort set hver gang jeg snakker med muslimer eller andre ikke-barbapappa-farvede danskere. Når jeg siger mine sønner er hos Gud, nikker de – for dem er Gud og Allah samme ting og døden ikke tabu. Tak for det.

Børn må godt opføre sig som børn

Jeg kan tage alle mine børn ud og spise på de dejlige resturanter, som ligger på stortset ethvert gadehjørne i området og rent faktisk nyde min mad, fordi de godt må være børn (og ikke behøver være små velafrettede voksne) i restauranten. Og dem med 5-6 unger ved nabobordet har samme indstilling. Jeg får respekt på min høje alder og på min børneflok på 4 – også selvom jeg ikke er muslim. Det er jeg ikke garanteret i resten af Danmark.

Jeg kan tage en støjende og ammeglad baby med til frisør og kun opleve hun bliver nusset og rost af alle andre, ansatte som kunder, selvom hun hænger i brystet som en tæge. ”Men hvorfor har du klippet ham?” Bliver jeg så ofte spurgt og jeg må forklare at min små er helt naturligt skaldede som æg indtil høj alder. Vores datter Isa var som 2,5-årig stadig udstyret med et smådunet hoved model billiart-kugle og lange øjenvipper.

Det er ædelt formål at få FLERE børn

Når jeg henter medicin på apoteket og spørger om jeg også må tage det, hvis jeg skulle være gravid, får jeg en saglig forklaring som slutter med et varmt ”kvinde til kvinde-smil” og ordene “….og jaj hoper MEGET du ER graviid eller snart bliir graviid” fra apotekeren.

Jakkesæt til små mænd

Da jeg skulle købe det første jakkesæt til min søn, str 2-3 år med plads til ble, var der 10 modeller at vælge imellem i mit umiddelbare nærområde.

Druk og regler

I mine børns skole er jeg ikke den eneste forældre som har det lidt stramt med druk og at 13 årige kærester må sove sammen i 7. Klasse. Jeg er heller ikke den eneste forældre som forventer at mine teenagepiger passer mine småbørn. Uden at få penge for det. Uden brok. Og har fuld tillid til at den eneste som må lade livet i forbindelse med en længere pasningsseance, er basilikumplanten i vinduet.

Som én af mine døtre oplever når hun laver lektier med en veninde, lad os kalde hende Noura, en meget velkendt situation fra hendes eget liv:

Imens de snakker, kommer een af hendes 3 yngre søskende ind og siger:

“Nouraaaa, du skal købe ind nu”

Noura: “Jammen jeg laver lektier”

(Og så smider ungen esset:)”DU SKAL!!! DU KA SELV SPØRGE MOR”

Ja så kan min datter bare sige ”been there, have the T-shirt”

Man skal argumentere hvorfor vi gør som vi gør:

Det multikulturelle samfund: Min tweenies ene bedsteveninde er jøde, den anden muslim, den 3. Jehova  og den 4. skal vidst nonfirmeres….jeg lyver ikke!!! Det er et aktivt valgt for tweenien at ville konfirmeres og sådan skal det være.

Ikke fordi jeg aldrig har oplevet bagsiden af det multietniske samfund.

Som ung jordemoder på Hvidovre Hospital blev jeg som regel behandlet med stor venlighed, og stopfodret med lækker mad, og på en meget hyggelig måde medtaget i kvindefællesskabet når jeg fødte med familier af anden etnisk herkomst end dansk. Der var en indforståethed omkring at nu løftede vi i flok og opnåede vores fælles mål: At få den baby ud til mindst mulig gene for dens sagesløse mor. Men mere end et par gange havde jeg knap nok sat de kridhvide træsko på stue 3, før jeg blev forhørt af multietniske svigermor (via det yngre familiemedlem ned til børnehave alderen, som tolkede) om

  1. jeg var gift (det var jeg ikke)
  2. jeg selv havde børn (det havde jeg ikke)

Jeg var rent ud sagt for sur og krænket på min faglige stolthed til at lyve mig et par unger til og svarede nej og nej. Så blev der ellers himlet og sukket højlydt af diverse pårørende. Som om jeg dermed havde trukket min jordemoder autorisation i en automat. Tit kunne jeg tælle sekunderne ned fra jeg havde svaret nej på de første 2 spørgsmål, til det 3. kom ”Skal du være her alene når hun føder?”. Jamen tak for tilliden svigermor, skal du skære det ud i pap? Når jeg prøvede at løfte stemningen med at spørger dem om de vidste hvor STORT et arbejdet det var HELT selv at støve et brugbart stykke mandfolk op uden DEN RINGESTE hjælp fra familien, var jeg absolut den eneste der grinede. De synes jeg var SÅ pinlig. Heldigvis forbedrede ankomsten af en svedskeøjet nullerbasse af en baby som regel stemningen på fødestuen.

Billedserien er fra en her i bloggen er fra en pakistansk families rituelle barbering af 7 dage gamle Aishas hår. Aisha blev født i Rotterdam i 2002, hvor jeg arbejdede i ”De Groene Tuin” jordemoderpraksis, undercover som polsk jordemoder. Det var en storslået festlighed, som jeg blev inviteret med til som én af familiens jordemødre.

Et andet eksempel af bagsiden af det multietniske samfund  er fra min nutid som gammel mor har jeg maaaange gange stået med en større eller mindre flok børn på vej ud af fritidshjemmet på vej til en garanteret grisekødsfri fødselsdag/legegruppe, men måtte efterlade et trist barn, hvis forældre ikke gav lov til at han/hun måtte deltage. Selv talrige henvendelser til forældrene med invitation til en dialog om deres eventuelle forbehold overfor konceptet ”Jeres barn i vores hjem” gav ikke altid pote og jeg fik aldrig svar på hvad de var måske bange for, eller om de bare ikke syntes det gav nogen merværdi for deres barn. Hvis nogen ved det, så skriv det endeligt i en mail/PB eller i kommentarfeltet.

Tilbage til farmor: Min datter har en meget smilende danskfødte veninde, som lige er begyndt at gå med tørklæde. Hun har mellemøstlige forældre og vi taler ikke burka eller nikab, bare et hovedtørklæde ligesom farmor. Hun oplever at vildtfremmede etnisk danske, især ældre, mænd og kvinder råber/hvæser f.eks “tag hjem” (for nu at nævne det mildeste) efter hende på gaden og indimellem spytter efter hende…så tænker jeg at nu må vi godt nok hanke op i os selv og eventuelle ældre familiemedlemmer. Det er under lavmålet at genere vildtfremmede mennesker, ikke mindst sårbare individer som f.eks mindreårige, på gaden.

Jeg er selv pænt træt af lejlighedsvist at dele det offentlige rum med grupper at fulde, støjende, overalt pissende gennemdanske mænd, men hey det er ikke mod loven, så det påtaler jeg heller ikke.

Vi skal alle sammen, både farmor, Fatima og undertegnede arbejde for at det multietniske samfund fungerer, men min oplevelse er at i 99% af livets øjeblikke gør det. Og tak til alle I multietniske typer som gider bo her, især til dem som låner os noget nyt genmateriale ved at få børn med os øboere.

Næste blog handler om at være turist i overgangsalderen, som en anden opdagelsesrejsende med kamera, bar røv (bogstaveligt) og tropehjelm, hvordan man effektivt narrer sig selv til at ignorere sin overgangsalder, om penopause og shapewear der knager.

Udsnit af en plakat jeg har lavet som et bestillingsarbejde for http://www.fonden-engodstartilivet.dk/

2 Replies to “Undercover som polak – eller fordelene ved det multikulturelle samfund”

  1. Der var en kvinde med tørklæde i min terminsgruppe der ret gravid blev slået ned bagfra så hun blev bevidstløs og faldt oven på maven af en der også sagde “rejs hjem” eller noget værre. Hun måtte ligge knap et døgn på hospitalet og vente på at babyen sparkede igen…

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *